TV 2-direktørs løn vækker harme

Det vækker politisk harme, at Merete Eldrup oveni en løn på 2,9 mio. kr. om året, får en fast bonus på en halv million. Formand Lars Liebst varsler ændringer.

Både Socialdemokraterne og Enhedslisten langer i dagens udgave af Ekstra Bladet ud efter TV 2-direktør Merete Eldrups løn. Den er sammensat af en grundløn på 2,9 mio. kr. om året, en halv mio. til bil og pension og så en fast bonus på en halv million kroner.

Det er ikke mindst bonussen på en halv million kroner, der vækker harme i en tid, hvor staten må redde TV-stationen fra økonomisk ruin.

På spørgsmålet om, hvorfor Merete Eldrup skal have en fast bonus uanset, hvordan det går TV 2 svarer bestyrelsesformand Lars Liebst til Ekstra Bladet.

”Det bliver der også rettet op på i fremtiden. Hun får fast 500.000 i bonus, men ”fast bonus” findes ikke i min verden. Derfor skal hun have en fast løn, oveni kommer så en bonus, hvis det går god for TV 2. Det er det mest ærlige.”

Selv siger Merete Eldrup:

”Jeg har ikke noget imod, at min samlede løn på 3,4 millioner kroner kommer frem. Dertil kommer cirka en halv million i bil og pension. Den diskussion tager jeg gerne.”

Hun ser ikke noget problem i den faste bonus.

”De 500.000 kroner, jeg får i bonus, er en fast del af min løn. Den varierer ikke efter, hvordan det går TV 2,” siger hun til avisen.