Tusinder fyret i smug fra IBM

Anslået 4.000 er blevet sagt op fra IT-giganten, som ikke selv vil oplyse tallet.

IT-giganten IBM har indledt en diskret massefyring i USA - her ses det danske kontor i Allerød. Foto: Torben Christensen, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Tusinder er gennem de seneste uger i skjul blevet fyret fra IT-giganten IBM.

Rygter om en massefyring hos IBM i Armonk har svirret en tid, men i stedet for at melde det ud er tusinder i salgs-, software- og hardwareafdelingerne blevet fyret hen over de seneste uger. IBM siger selv, at firmaet blot konstant tilpasser omkostningerne, og vil derfor ikke ud med konkrete oplysninger om, hvem der må gå hvor.

Ifølge nyhedsbureauet Associated Press er der sket fyringer over hele USA, ganske som også chipgiganten Intel, IT-giganten Microsoft og Internet-kæmpen Google har skåret ned på mandskabet ved i alt at melde ud, at 20.000 stillinger skal væk. Tilsvarende skiller IBMs konkurrent, Hewlett-Packard (HP), sig af med 24.600 ansatte eller omkring otte procent af de i alt 320.000 ansatte.

IBM vil ikke ud med det konkrete antal fyringer, fordi den amerikanske fondsbørs kun kræver besked om »materielle« hændelser. Det anslåes dog, at omkring 4.000 stillinger er forsvundet, siden IBM kom med sin regnskabsmeddelelse for fjerde kvartal i sidste uge.

IBM havde med udgangen af 2007, som er det senest offentliggjorte tal, 387.000 ansatte, heraf de 121.000 i USA.