Tunge finansdrenge holder hånden under kriseramte Østjydsk Bank

Den kriseramte Østjydsk Bank skal postres med godt 150 mio. kr. gennem udstedelse af nye aktier og optagelse af et nyt lån. Aktieudvidelsen er på forhånd garanteret af tunge finansfolk.

Foto: Kim Haugaard. Aarhus-rigmanden Henrik Lind er blandt de investorer, der garanterer for Østjydsk Banks kapitaludvidelse
Læs mere
Fold sammen

Den tabsgivende Østjydsk Bank har onsdag offentliggjort det prospekt, der skal postre det hårdt pressede kapitalgrundlag. Banken udbyder godt 83 mio. nye aktier, som skal indbringe et nettoprovenu på 75,4 mio. kr. efter omkostninger på 8 mio. kr. til selve arbejdet med kapitaludvidelsen.

Ifølge prospektet er tegningen af aktierne garanteret af Aarhus-rigmanden Henrik Lind, der skabte sig en formue på elhandel i Danske Commodities, Artha Kapitalforvaltning med de tunge finansfolk, Brian Kudsk og Jan Severin Sølbæk i spidsen, samt Arbejdernes Landsbank, der i forvejen ejer 12 pct. af banken.

Langt hovedparten af provenuet - nemlig 70 mio. kr. - skal bruges til at tilbagebetale ansvarlig lånekapital fra netop Henrik Lind, Artha Kapitalforvaltning og Artha Kapitalforvaltnings kunder, og de kan således blive nye storaktionærer i banken.

Udover den garanterede kapitaludvidelse har Østjydsk Bank indgået en uigenkaldelig aftale med en indtil videre ukendt  investor om et lån på 75 mio. kr., der skal optages som såkaldt tabsabsorberende hybrid kernekapital.

Siden 1. januar 2012 er Østjydsk Banks forretningsomfang halveret til 6,1 milliarder kr. som følge af frasalg og tab på dårlige engagementer. Det samlede underskud er i perioden fra januar 2012 til og med tredje kvartal i år løbet op i godt 700 mio. kr.