Seks af EUs økonomiske sværvægtere opfordrer til, at Europa får sine egne, stærkere betalingssystemer, der er uafhængige af udenlandske aktører som amerikanske Visa og Mastercard.

»I betragtning af, at spørgsmålet om suverænitet på betalingsområdet er presserende, opfordrer vi kraftigt Kommissionen til at udarbejde og hurtigt vedtage en ambitiøs og omfattende EU-strategi, der fremmer strategisk selvstændighed og mindsker EUs afhængighed inden for detail-, en gros- og erhvervsbetalinger,« hedder det ifølge nyhedsbureauet Bloomberg i en fælles erklæring fra finansministrene fra Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Polen og Spanien, der er EUs seks største økonomier.