Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Du har været to dage på forretningsrejse i udlandet. Foran dig hober en bunke af kvitteringer og fakturaer på hotelophold, taxakørsel og restaurantbesøg sig op. Spild af tid, tænker du, da du med et tomt blik i øjnene går i gang med udgiftsrapporten.
Det er lige præcis denne handling, som den danske iværksættervirksomhed Pleo vil reducere markant med et smart firmabetalingskort.
Og der er tilsyneladende andre, der kan se det fornuftige i den idé.
Pleo annoncerer torsdag sin første kapitalrunde på 20 millioner kroner, som ledes af Founders A/S, et såkaldt startup studio som både udvikler og investerer i virksomheder i et tidligt stadie. Bag Founders står et solidt og kapitaltungt trekløver bestående af Kirkbi A/S, Bestseller-ejer Anders Holck Povlsen samt Oticon Fonden.
»Vi kan se et enormt potentiale i at løse det problem, som Pleo adresserer,« forklarer Simon Sylvest, der er partner og medstifter i Founders og har været med på sidelinjen i udviklingen af Pleo.
Founders har et særligt fokus i udvælgelsen af de virksomheder, som Founders-holdet involverer sig i. Simon Sylvest beskriver det med overskriften: Future Work. Frit oversat til dansk handler det om fremtidens måde at arbejde på, som ifølge Simon Sylvest bliver væsentlig anderledes end det, der var normen for blot få år siden.
»Det hele bliver mere autonomt. En ny generation er på vej ud på arbejdsmarked, der er langt mere selvstændig. Med måden vi arbejder på, kan det i mange virksomheder ligeså godt foregå på en cafe frem for på et kontor,« forklarer Simon Sylvest.
Og det er netop på ryggen af den strømning og de tendenser, at Founders forsøger at finde og udvikle virksomheder, som kan løse de udfordringer og muligheder, der opstår.
Her passer Pleo så godt ind, at Founders nu har valgt at sprøjte 20 mio. kr. i den unge virksomhed, som dermed skal tage de første skridt ud i verden.
Pleo-stifter Jeppe Rindom og medstifter italienske Niccolo Perra har med Pleo udviklet en betalingsløsning, der kombinerer et særligt Pleo betalingskort med det tilhørende software og en mobil app som automatisk og i realtid holder styr på bilag, kategorisering af udgifter, og hvem der bruger penge på hvad.
»Ansatte agerer i dag meget mere som forbrugere. Det som indkøbsafdelingen håndterede for 15 år siden, klarer ansatte selv i dag. De bestiller eksempelvis selv flybilletten på Momondo. Indkøbsfunktionen er blevet decentral og det kræver ganske enkelt en anden måde at tænke på,« forklarer stifter Jeppe Rindom.
Jeppe og Niccola har begge en fortid i det fremadstormede danskstiftet selskab Tradeshift, der i dag har base i Silicon Valley i Californien. Det er netop rejsen i Tradeshift fra lille til større virksomhed, der har inspireret de to iværksættere til at udvikle Pleo.
»Vi var med fra begyndelsen, da selskabet var ti mand til over 100 ansatte. Som CFO oplevede jeg i den grad den kompleksitet, de arbejdsrelaterede udgifter fører med sig, når en virksomhed vokser. Det tager tid at få overblik og styr på den form for udgifter,« forklarer Jeppe Rindom.
Derfor er målgruppen også startups, vækstvirksomheder og diverse konsulentfirmaer. Det bliver ikke de største virksomheder, selskabet går efter.
Den økonomiske indsprøjtning på 20 mio. kr. skal i første omgang bruges på at rulle systemet ud i Danmark og i England, hvor Pleo allerede har oprettet kontorer.
Pleo er i øjeblikket i betaversion og tilgængeligt for en række udvalgte virksomheder i Danmark og Storbritannien. Over 650 virksomheder som tilsammen repræsenterer flere end 10.000 medarbejdere, har allerede skrevet sig op til at få Pleos betalingskort og software.
Jeppe Rindom forventer, at lande i yderligere et land inden for et år og at medarbejderstaben er vokset fra de nuværende 11 til mellem 40 og 50 ansatte.