Tung flygigant taber højde: Forbereder sig på heftig slankekur

Forsinkelser, motorproblemer og en "Superjumbo" der taber fart, har skabt så meget turbulens i Airbus, at topchefen nu finder kniven frem.

Foto: FABRIZIO BENSCH. Topchef i Airbus Tom Enders har rigeligt at se til for tiden.
Læs mere
Fold sammen

Bunken af udfordringer på Tom Enders skrivebord vokser og vokser. Topchefen i flyproducenten Airbus har derfor fundet sparekniven frem og gør nu klar til at skære kraftigt i omkostningerne med en ny og omfattende restruktureringsplan, der træder i kraft i næste måned.

Ifølge Financial Times er målet at skære i den civile del af flyproduktionen, som tæller 70 pct. af selskabets omsætning. Tom Enders vil fjerne funktioner, der i en overlapper hinanden i moder- samt datterselskaberne. Planen er ikke færdiggjort endnu, men Financial Times mener at vide, det kan koste job på tværs af gruppen og samtaler med fagforeningerne vil begynde snart.

Tom Enders skal kæmpe på flere fronter. Senest er han og selskabet blevet presset af ekstra udgifter på 1,4 milliarder pund i forbindelse med motorproblemer ved udviklingen af det militære transportfly A400M. Også forsinkelser hos underleverandørerne truer med at forsinke leverancer af det nye A350, der er et to-motorers jetfly.

En særlig stor sten i skoen er dog den såkaldte "Superjumbo" A380, som i den grad kæmper med at få nye ordre.

Foto: LEON NEAL. Airbus A380 er blevet en stor udfordring for selskabet. Fold sammen
Læs mere

Senest har Singapore Airlines skruede ned for antallet af A380. Det asiatiske flyselskab forpligtede sig i 2007 til at lease og indgå en slags lejeaftale på ti år for selskabets første fem fly, men når den første af de aftaler udløber i oktober næste år, siger det asiatiske selskab stop. Af de fem fly har Singapore Airlines valgt ikke at forlænge kontrakten på det første fly, når den udløber næste år. Der er dog endnu ikke taget en beslutning, om de sidste fire flyvere skal droppes.

Det er ikke gode tegn for selskabet, at Singapore Airlines ikke ser et behov for en større flåde af A380, og ude i fremtiden må Airbus ligeledes se ordrebogen svinde betragteligt ind på »Superjumboen«, der har kostet mere end 20 milliarder dollar at udvikle. I 2018 skal selskabet levere 12 flyvere mod 27 i 2015.