Trygvesta-aktien ignorerer C20-nedturen

Regnskabsaktuelle Trygvesta stiger i et ellers generelt surt marked, hvor C20 indekset i den første time har været i stort set frit fald. Trygvesta-aktien er således steget med 1,3 pct. til kurs 429.

Selskabet leverede tidligt torsdag et solidt regnskab. Generelt er de danske aktier åbnede markant lavere torsdag morgen, og det toneangivende C20-indeks er i den første handelstime sendt ned med 2,7 pct. til 460,25 kr.

Et andet stort selskab der torsdag er kommet med et solidt regnskab, er Coloplast. Dog er aktien faldet med 0,7 pct. til 476,50 kr.

Chef for sales trading i Danske Markets, Mads Zink, kvitterede for begge regnskaber med pæne kommentarer:

"Det er et solidt resultat. Tredje kvartal er nogenlunde som ventet, mens deres driftsoverskud er 13 pct. højere, end vi havde ventet. De hæver deres organiske salgs-vækst til 10 pct. og speeder deres aktietilbagekøbsprogram op. En normal dag ville det have sendt aktien op, men vi skal nok være tilfredse, hvis Coloplast-kursen bare er uforandret," sagde han til RB-Børsen om Coloplast-regnskabet.

"Trygvesta kommer med et meget solidt resultat. Deres overskud før skat er 15 pct. bedre end konsensus, og deres combined ratio er imponerende lav. En normal dag ville det have sendt Tryg 4-5 pct. op, men de vil nok nærme ligge omkring uændret eller et lille plus," sagde Mads Zink.




(RB-Børsen)