Tryg-topchef: Er kommet rigtigt fornuftigt fra start

Trygs topchef, Morten Hübbe, glæder sig over, at selskabet i første kvartal 2016 har formået at skabe et resultat før skat, der er ca. 110 mio. kr. højere end analytikernes forventninger.

Trygs topchef, Morten Hübbe, glæder sig over, at selskabet i første kvartal 2016 har formået at skabe et resultat før skat, der er ca. 110 mio. kr. højere end analytikernes forventninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

- Vi synes, vi er kommet rigtigt fornuftigt fra start. Vi glæder os over, at vores forsikringsresultat ligger ca. 30 pct. højere end sidste år. Det er jo især trukket af vores effektiviseringer, og så er det trukket af færre vejrskader og færre storskader, siger Morten Hübbe til Ritzau Finans.

Resultatet før skat landede på 563 mio. kr. mod analytikernes forventninger ifølge Ritzau Estimates på 451 mio. kr. Der var dog tale om en tilbagegang fra 665 mio. kr. i samme kvartal sidste år, hvilket skyldes et noget lavere investeringsresultat.

- Det har været et lidt surt investeringsmarked, og investeringsafkastet ligger næsten 250 mio. kr. lavere end sidste år. Men til gengæld har vi gjort det lidt bedre end markedet på investeringssiden, siger Morten Hübbe.

Investeringsresultatet på 17 mio. kr. var da også noget bedre end ventet, idet analytikerne havde estimeret et negativt investeringsresultat på 63 mio. kr.

I forhold til præmieudviklingen noterer han med tilfredshed kundetilgang på Privat i både Danmark og Norge.

- Vi er rigtig glade for, at vi ser en stigning i antal kunder og i toplinjen på Privat både i Danmark og Norge, og det gør vi faktisk, selv om priserne falder en lille smule både på bil- og villaforsikringer. Det fortæller, at vi har rigtigt godt fat i både salg og kundeloyalitet, siger Morten Hübbe.

Det forsikringstekniske resultat steg i første kvartal til 562 mio. kr. fra 429 mio. kr. i samme periode sidste år. Det dækkede over en forbedring i nøgletallet Combined ratio, som sætter præmier i forhold til erstatninger og udgifter, til 87,1 fra 90,7 pct. i første kvartal 2015.

- Den store svingfaktor kommer fra vejr og storskader som udgjorde næsten 9 pct. i første kvartal sidste år og kun 4,5 pct. i første kvartal i år, forklarer Morten Hübbe.