Tryg spundet ind i Pihls problemer

Et datterselskab i Tryg-koncernen er i lighed med Danske Bank vævet tæt sammen med den økonomiske krise i Pihl. Tryg-datteren og Danske Bank holder løbende koordinationsmøder om Pihl.

Et datterselskab i Tryg-koncernen er i lighed med Danske Bank vævet tæt sammen med den økonomiske krise i Pihl. Tryg-datteren og Danske Bank holder løbende koordinationsmøder om Pihl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske Bank er ikke alene om at give økonomiske livliner til den kriseramte entreprenørkoncern, Pihl & Søn. Også forsikringskoncernen Tryg spiller via datterselskabet Tryg Garantiforsikring en væsentlig rolle for Pihls fremtid.

Tryg Garantiforsikring, i daglig tale Tryg Garanti, har stillet en stribe milliongarantier over for bygherrer, når Pihl har budt på store byggeprojekter i udlandet.

En stor entreprenørkoncern som Pihl, der i 2011 omsatte for 5,5 mia. kr., er afhængig af at kunne stille garantier over for bygherren, når den byder på millionstore byggeprojekter. Det er et krav, som langt de fleste entreprenørkoncerner bliver mødt med.

I praksis betyder det eksempelvis, at hvis Pihl ikke kan gøre et byggeprojekt færdigt, kommer Tryg Garantiforsikring til at betale for færdiggørelsen af byggeriet, og derfor følger Tryg Garantiforsikring i lighed med Danske Bank intenst med i udviklingen hos Pihl.

»Tryg Garanti har stillet en række entreprisegarantier for Pihl, og nogle af dem er meget store. Pihl er en af de største sager for Tryg Garanti. Problemet for Tryg Garanti er, at hvis Tryg Garanti lukker for garantierne, så stopper de også virksomheden, og der er ikke meget kapital at hente i Pihl, hvis virksomheden lukker,« siger en kilde med indsigt i Pihls aktuelle økonomiske udfordringer.

En lukket entreprenørvirksomhed rummer ikke mange omsættelige værdier og kan tilmed blive dyr at afvikle på grund af de mange garantistillelser for byggerier. Det vil give store tab for både banken og forsikringsselskabet.

Tryg-datteren har dermed i lighed med i Pihls hovedbankforbindelse, Danske Bank, stor interesse i at få Pihl godt og sikkert igennem selskabets økonomiske krise, som især skyldes tab på byggeprojekter i udlandet.

»Det er Danske Bank, der har den største risiko, men det er selvfølgelig klart, at Tryg Garantiforsikring også har nogle risici i sine garantier,« siger kilden.

Derfor er der hele tiden tæt kontakt mellem garantiforsikringsselskabet og banken.

»Tryg Garantiforsikring koordinerer hele tiden med Danske Bank om, hvad der foregår i virksomheden. Der holdes løbende møder,« siger kilden.

Tryg lægger da heller ikke skjul på, at selskabet har sammenfaldende interesser med Pihl.

»Tryg kan ikke udtale sig om enkelte kundeforhold. Generelt kan vi sige, at det altid er Tryg Garantis interesse, at de projekter, vi har garanteret, gennemføres. Det er til fordel for slutbrugere, vores kunde og for Tryg,« siger kommunikationsdirektør Troels Rasmussen fra Tryg Forsikring.

Som Berlingske skrev i torsdags har Danske Bank, som leder af konsortiet af banker i Pihl, mere eller mindre overtaget styringen af entreprenørselskabet. Alle internationale tilbud, som Pihl vil afgive, skal ind at runde Danske Banks hovedsæde på Holmens Kanal i København. På den måde kan banken holde øje med, om der er et positivt cash flow på et givet byggeprojekt og være med til at sikre værdierne i Pihl. Danske Bank tog sidste år også det drastiske skridt at tage sikkerhed i samtlige Pihl-aktier for bankgæld.

Læs i morgen historien »Pihls storhed og fald« om Pihl & Søns op og nedture