Tryg-oprører beklager Gæmelkes retræte

Magtkampen i Tryghedsgruppen tog i weekenden en overraskende drejning, da Peter Gæmelke opgav sit kandidatur til formandsposten i bestyrelsen. Jørn Astrup Hansen beklager beslutningen.

Jørn Astrup Hansen ser Peter Gæmelkes retræte fra magtkampen i Tryg som et tilbageslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan næsten høre skuffelsen i Jørn Astrup Hansens stemme. Den utrættelige oprører, der i flere år har kæmpet mod Trygs magtfulde bestyrelse, måtte her til morgen læse i Berlingske, at han alligevel ikke har en allieret i Landbrugets tidligere førstemand, Peter Gæmelke.

Det er ikke mere end måned siden, at Peter Gæmelke annoncerede sit kandidatur til posten som formand for Tryghedsgruppen. Han blev dengang set som en mand, der kunne sikre Jørn Astrup Hansens fløj mere indflydelse i bestyrelsen. Men nu har han trukket sig igen. Dybt beklageligt, mener Jørn Astrup Hansen.

»Jeg er skuffet over det. Det vil jeg ikke lægge skjul på,« siger Jørn Astrup Hansen til Berlingske Business og fortsætter:

»Jeg tror, det kommer til at forsinke demokratiseringen af TryghedsGruppen. Jeg er sikker på, at Peter Gæmelke ville have været i stand til at favne også den voksende opposition i repræsentantskabet.

Strid om Tryghedsgruppens ejerforhold

Problematikken om Tryghedsgruppen handler i bund og grund om ejerforholdene til den gigantiske pengetank, og dermed hvis interesser bestyrelsen skal varetage,

Den nuværende bestyrelse med formand Mikael Olufsen og næstformand i spidsen Jørgen Huno Rasmussen i spidsen mener, at Tryghedsgruppen er en selvejende institution. Jørn Astrup Hansens mener omvendt, at Tryghedsgruppen er et medlemsejet selskab, der bør varetage forsikringstagernes interesse i stedet for aktionærernes. Læs Jens Chr. Hansens blog: Oprørsfløjen i Tryg foreløbig nedkæmpet

Jørn Astrup Hansen har de sidste fem år kæmpet for at mobilisere en gruppe af cirka 30 oprørere i det 70 mand store repræsentant skab i Tryghedsgruppen - selv er han netop røget ud pga. aldersgrænsen på 70 år. Men det er endnu ikke lykkedes for Astrups lejr at komme fra repræsentantskabet til bestyrelsen, hvor den reelle magt er.

Gæmelke signalerede ny kurs

Derfor vakte det opsigt, da Peter Gæmelke, der i forvejen er formand for repræsentantskabet, meddelte sit kandidatur til formandsposten.

Gæmelke har kritiseret ledelsesstrukturen i Tryghedsgruppen. Og for Jørn Astrup Hansen var det et ønskescenarie, at den indflydelsesrige tidligere topchef hos for Landbrug og Fødevarer kunne snuppe formandsposten foran næsen på bestyrelsens kandidat, Jørgen Huno Rasmussen.

»Jeg mener, at vi kunne have fået et gennembrud med Peter Gæmelke, der ville have været en fremragende formand. Det er jeg ikke spor i tvivl om. Han har det, der skal til. Huno Rasmussen har hidtil ikke luftet andre holdninger end den afgående formand, der tror, han er formand for en selvejende institution. Det lover ikke godt,« siger Jørn Astrup Hansen .

Handel med ledelse

Men Peter Gæmelke har altså, til Jørn Astrups skuffelse, valgt at indgå en aftale med den nuværende bestyrelse i Tryghedsgruppen.

Den tidligere landbrugsboss har med egne ord "ladet sig overtale" til at opgive formandsposten i bestyrelsen. Til gengæld får han, udover sin nuværende post som formand for repræsentantskabet, posten som formand for et nyt udvalg, der skal se på ledelsesstrukturen i Tryghedsgruppen.

Baseret på tidligere erfaring, forventer Jørn Astrup Hansen sig ikke det store af det nye udvalg. Men han afviser på det skarpeste, at kampen om magten i Tryghedsgruppen er tabt.

»Jeg var for fem år siden med til at starte en græsrodsbevægelse. I dag har vi 25- 30 medlemmer i repræsentantskabet. Om et år eller to har vi et flertal,« siger Jørn Astrup Hansen, der ikke har været i dialog med Peter Gæmelke i forbindelse med, at han trukket sit formandskandidatur.

Har du tænkt dig selv at ringe til ham og få en forklaring?

»Det har jeg ikke besluttet mig for. Men jeg tvivler på, at jeg kan påvirke hans beslutning,« siger Jørn Astrup Hansen.

Hverken Jørgen Huno Rasmussen eller Mikael Olufsen vil udtale sig om Gæmelkes retræte og formålet med det nye udvalg før repræsentantsskabsmødet i Tryghedsgruppen på onsdag.