Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mange virksomhedsdirektører ville formentlig råbe højt og tale det op, hvis de fik en joker på hånden, som gav en konkurrencefordel over for konkurrenterne. Men hos landets største forsikringsselskab, Tryg Forsikring, gør koncernchef Morten Hübbe nærmest det modsatte og nedtoner nu selskabets nye gave til kunderne.
Trygs hovedaktionær, TryghedsGruppen, har for nylig besluttet at indføre en bonusmodel, og derfor kan alle Trygs kunder i Danmark fremover se frem til at få fem til otte pct. af den årlige betalte præmie retur som en bonus.
Det svarer reelt til, at Morten Hübbe kan tilbyde sine kunder en prisnedsættelse på fem-otte pct., uden at det koster Tryg en eneste krone. Alligevel skal man ifølge Morten Hübbe ikke forvente, at bonusmodellen vil kunne lokke mange nye kunder til.
»Det er en del af en samlet pakke. For ville man som kunde vælge en leverandør, som man i bund og grund ikke synes leverer det rigtige produkt til den rigtige pris, fordi man fik fem pct. tilbage igen, når året er gået? Det er jo ikke en jordomrejse, man kan bestille for de fem pct.,« siger Morten Hübbe og tilføjer:
»Men oplever man, at vi har rigtigt gode produkter og dækninger til prisen, og har man tillid til, at vores kundeservice er supergod, og at man så som et ekstra krydderi kan få fem til otte pct. tilbage i præmie, gør det jo hele pakken mere attraktiv. Men jeg tror ikke, at den isoleret set kunne redde det, hvis vi ikke gjorde det godt på de andre områder.«
Tryg sidder i øjeblikket på 18 pct. af det danske skadesforsikringsmarked målt på bruttopræmieindtægter og har omkring en million kunder i Danmark. Morten Hübbe ønsker ikke at sætte tal på, hvor meget han forventer, at den kommende bonusmodel vil kunne give af nye kunder.
»Nej, det har vi ikke sat et mål for. Vi har jo set en parallel løsning i Norge, hvor Gjensidige i en årrække har haft den samme model. Vi kan se, at det har øget deres kundeloyalitet, og det ser også ud til at have styrket dem markedsmæssigt, men det har ikke rykket markant på markedsandele. Så jeg tror, at man skal være forsigtig med at vurdere, at det pludselig rykker markedet helt vildt. Men det giver da kunden endnu en god grund til at forblive kunde hos os og endnu en god grund til at blive ny kunde hos os,« siger Morten Hübbe.
Han gør det samtidig klart, at både Trygs kunder – og konkurrenternes kunder – kommer til at høre mere om den kommende bonusmodel i TryghedsGruppen.
»Vi vil sammen med TryghedsGruppen sørge for, at både eksisterende og nye kunder ved, at TryghedsGruppen har den model,« siger Morten Hübbe.