Trump risikerer milliardtab, hvis han ikke bliver præsident

En stor del af den republikanske præsidentkandidats formue afhænger af hans eget sociale medie, og her svinger aktiekursen i takt med meningsmålingerne.

Donald Trump startede sit eget sociale medie, Truth Social, efter at være blevet udelukket fra Twitter og Facebook. Aktiekursen i Truth Social-selskabet er dykket markant på det seneste. John Minchillo/AP/Ritzau Scanpix

Donald Trump har også meget økonomisk personligt på spil ved præsidentvalget i USA.

Udfaldet – om det lykkes ham at blive præsident igen eller ej – får nemlig indflydelse på hans personlige formue.

Den har det amerikanske magasin Forbes mandag gjort op til at være på 5,6 milliarder dollar (38,3 milliarder kroner). Det er 3,1 milliarder dollar mere, end han var værd i 2020.

Kronjuvelen i hans økonomi er den post på tre en halv milliard dollar, som han ejer i det sociale medie Truth Social, som han startede, da han efter stormløbet på den amerikanske kongres ved overdragelsen af præsidentskabet til Joe Biden i 2021 blev udelukket fra de sociale medier Twitter (i dag X) og Facebook. Især Twitter var Donald Trump storbruger af.

Risikerer tab på 20 milliarder kroner

Aktiekursen i Truth Social er dog faldet betydeligt. Donald Trumps ejerandel var 6,3 milliarder dollar værd for en uge siden, hvor præsidentkandidatens samlede formue kunne opgøres til rekordhøje 8,4 milliarder dollar.

Det vurderes at være medvind til Kamala Harris, som har skåret værdier af aktiekursen.

Hvis Donald Trump taber præsidentvalget til Kamala Harris, vil hans formue tage endnu et dyk, spår en analytiker.

»Min vurdering er, at Donald Trump står til at kunne tabe omkring 20 milliarder kroner, hvis han taber valget. Omvendt kan hans aktiepost også blive meget mere værd, hvis han vinder,« siger aktiechef Michael Friis Jørgensen fra investeringshuset HC Andersen Capital til TV 2.

Ifølge Forbes' opgørelse er Donald Trumps ejendomsinvesteringer lige nu 1,1 milliard dollar værd, mens hans golfklubber og resorter står til at være en milliard dollar værd. Hertil kommer en kontantbeholdning på 410 millioner dollar, andre værdier for 120 millioner dollar, hans eget fly til 13 millioner dollar, lån til børnene på fem millioner dollar og kryptovalutaer for tre millioner dollar.

På den negative side står udgifter til og krav fra diverse retssager på 570 millioner dollar.