Trump forsøger igen at skabe medvind på aktiemarkedet

USA og Kina er tæt på en handelsaftale, fastslår den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, inden weekendens G20-topmøde. Præsident Trump siger, at en handelsaftale er »mulig«, men han har også en plan B klar i skuffen.

USA-TRUMP/
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

Godmorgen,

De asiatiske aktier stiger en anelse torsdag morgen, mens investorerne afventer udfaldet af G-20-topmødet mellem USAs præsident Trump og Kinas præsident Xi, der finder sted i den japanske by Osaka fredag og lørdag.

Nikkei-indekset stiger 1,0 pct., og det brede Topix-indeks øger 0,9 pct.

I USA lukkede industri-indekset Dow Jones onsdag med marginale fald, mens Nasdaq omvendt gik frem med 0,3 pct.

Langt det meste af dagen holdt aktierne på Wall Street en positiv attitude, efter at USAs finansminister Steven Mnuchin fortalte til CNBC, at USA og Kina er tæt på en handelsaftale.

»Vi er 90 pct. af vejen til en aftale,« lød det fra Mnuchin.

Forhandlere fra de to lande har nu afholdt 11 runder af møder uden en aftale. Ifølge valutachef Kathy Lien fra BK Asset Management håber investorerne på, at handelsdialogen som minimum  vil fortsætte efter weekendens møde mellem de to ledere.

»Det tror vi, at de vil, men præsident Trump er ekstrem svær at forudse,« skrev Kathy Lien ifølge CNBC i et notat.

Trump sagde onsdag til TV-stationen Fox Business Network, at en handelsaftale mellem USA og Kina var »mulig«. Han bemærkede samtidig, at han var »meget tilfreds med, hvor vi er nu«.

I et forsøg på at lægge pres på kineserne fastslog den amerikanske præsident, at han er klar til at lægge yderligere told på kinesiske varer, hvis ikke der nås enighed.

»Jeg vil indføre yderligere tariffer, meget substantielle tariffer, hvis det ikke virker, og vi ikke indgår en aftale,« advarede Trump.

USA har allerede pålagt told på 25 pct. på kinesiske importvarer for 250 mia. dollar. Derudover har Donald Trump truet med at indføre ny straftold på kinesiske varer for yderligere 300 mia. dollar.

»Min plan B med Kina er at øge (varer pålagt importtold, red.) med milliarder og milliarder af dollars hver måned, og vi vil lave færre og færre forretninger med dem,« siger Trump i interviewet med Fox Business Network, der samtidig har meldt ud, at en ny straftold vil lande på ti og ikke 25 pct.

Det kan også rykke markedet i dag

Kl. 11.00: Eurozonen – tillidstal for juni
Kl. 14.00: Tyskland – foreløbige forbrugerpriser for juni
Kl. 14.30: USA – tal for BNP-vækst, privatforbrug, nytilmeldte ledige og fortsatte ledige
Kl. 16.00: USA – igangværende bolighandler i maj

Virksomheder i fokus

  • Ingrediensproducenten Chr. Hansen nedjusterede onsdag aften sine forventninger til den organiske vækst til 7-8 pct. fra 9-11 pct. i regnskabsåret 2018/2019.
  • Den svenske tøjkæde Hennes & Mauritz er torsdag morgen kommet med halvårsregnskab. Overskuddet på 5,9 mia. svenske kroner i andet kvartal var lidt lavere end ventet.
  • Sportstøjskoncernen Nike offentliggør sit årsregnskab for 2018/19.

Markederne lige nu - kl. 8:00

Asien
Hong Kongs Hang Seng: +1,1 pct.
Kinas Shanghai Composite: +0,7 pct.
Japans Nikkei 225: 1,0 pct.
Sydkoreas Kospi: +0,8 pct.

Europa (futures)
Euro Stoxx 50: +0,4 pct.
Tysklands DAX 30: +0,5 pct.
Storbritanniens FTSE 100: +0,2 pct.

USA (futures)
S&P 500: +0,4 pct.
Nasdaq: +0,4 pct.
Dow Jones Industrial Average: +0,2 pct.

Råvarer
Olie (Brent): 0,1 pct. til 66,32 dollar
Guld: -0,4 pct. til 1.406,73 dollar

Valuta
1 dollar koster: 6,57 kroner
1 pund koster: 8,33 kroner