Tronskifte i Samsung-toppen

Søn overtager vigtige poster i den sydkoreanske gigant.

Lee Jae-Yong (i midten) overtager nu ledelsen af to vigtige Samsung-fonde, som kontrollerer det store sydkoreanske imperium. Arkivfoto: Yonhap/AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: YONHAP

Tronfølgeren i det enorme, sydkoreanske Samsung-imperium begynder nu at tage over efter sin far.

Den 46-årige Lee Jae-Yong overtager fra 31. maj posterne som chef for Samsung Life Public Welfare Foundation og Samsung Foundation of Culture efter sin 73-årige far, Lee Kun-hee, som stadig døjer med følgevirkningerne af et hjerteanfald for et år siden.

De to fonde ejer store poster i Samsung Life Insurance, som igen kontrollerer Samsungs nok mest kendte del, Samsung Electronics, og andre store dele af det enorme konglomerat.

Lee-familien kontrollerer Samsung-gruppen gennem et kompliceret net af selskaber, selv om deres aktieandel er relativt lille.

Ingen officiel arvtager

Lee Jae-Yong har reelt styret koncernen siden faderens hjerteanfald, men det er først gang, at han formelt træder ind i lederroller.

»Et nøglepunkt i arvefølgeprocessen er at kontrollere fondene, fordi de ejer poster i nøgleselskaber i Samsung-gruppen,« siger Park Ju-gun, direktør i analysefirmaet CEO Score, til nyhedsbureauet Reuters.

Samsung har ikke selv villet bekræfte, at Lee Jae-Yong står til at overtage helt efter faderen, og så længe Lee Kun-hee fortsat lever, ventes Lee Jae-Yong at være tilbageholdende, mener andre analytikere.

Lee Kun-hees tilstand rapporteres at være stabil, men han er efter sigende ikke i stand til at tale. Han har styret Samsung-koncernen siden 1987.

Samsung-koncernen består af omkring 70 selskaber.