Trods store forsyningsproblemer: Danmarks medicinalkæmpe sætter igen rekord

Novo Nordisk har øget sit salg med 11 procent i 2021. På trods af leveringskaos hos en europæisk leverandør buldrer fedmemiddel afsted.

Medicinalselskabet Novo Nordisk forventer, at forsyningen af fedmemidlet Wegovy kan møde efterspørgslen i anden halvdel af 2022. Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

Forsyningskoks har været den største udfordring for medicinalgiganten Novo Nordisk i løbet af 2021.

Alligevel sætter medicinalselskabet igen rekord i sit samlede regnskab for året, der er gået.

Af årsregnskabet fremgår det, at salgsmaskinen med hovedsæde i Bagsværd har haft et samlet salg på 140 milliarder kroner. Fremgangen skyldes særligt de nyeste midler inden for behandling af diabetes – diabetespillen Rybelsus og midlet Ozempic. De såkaldte GLP-1-midler har i sig selv haft en vækst på 28 procent sammenlignet med året forinden.

Novo har i 2021 desuden skabt et overskud på 48 milliarder kroner mod 42 milliarder i 2020.

»Resultaterne afspejler, at tæt på 35 millioner mennesker med diabetes nu nyder godt af vores behandling verden over. Inden for fedme gør vi fremskridt med at løse forsyningsproblemet med Wegovy, og vi forventer at kunne imødekomme efterspørgslen fra mennesker, der lever med fedme i USA i anden halvdel af 2022,« siger administrerende direktør Lars Fruergaard om årsregnskabet i en pressemeddelelse.

Det receptpligtige fedmemiddel Wegovy er det vidundermiddel, der skal være med til at drive væksten i fremtiden, men samtidig har midlet skabt de største udfordringer for Novo Nordisk gennem året.

Wegovy, som har påvist et vægttab på 15-18 procent, mødte nemlig så massiv efterspørgsel på det amerikanske marked efter lanceringen i sommer, at produktionen ikke kunne følge med.

Prop i forsyningen

Efter blot fem uger i USA blev fedmemidlet efterspurgt i samme grad, som det tog forgængeren Saxenda at opnå på fire år. Umiddelbart kan det virke som et luksusproblem.

Men gennem efteråret 2021 blev forsyningen sat yderligere i stå, da en europæisk leverandør måtte sætte en stopper for produktionen. Problemerne skyldtes, at amerikanske myndigheder fandt kvalitetsproblemer hos leverandøren, der fylder lægemidlet på penne. Det er det samlede leveringskoks, der gør, at Novo først forventer at kunne imødekomme den amerikanske efterspørgsel i sidste halvdel af 2022.

På et pressekald onsdag morgen siger administrerende direktør Lars Fruergaard, at Novo Nordisk fortsat er meget tilfredse med leverandøren, på trods af at den overraskende efterspørgsel kombineret med produktionsstop skabte »den perfekte storm«.

»Novo Nordisk rammer inden for forventningerne, og investorerne bliver beroliget ved udsigten til, at Wegovy-leverancerne er på plads i andet halvår. Der er ingen væsentlige afvigelser fra det forventede, som under normale omstændigheder vil kunne bevæge aktiekursen meget. Det er et meget solidt regnskab,« siger investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

Proppen i forsyningen har dog heller ikke stoppet Wegovy fra at buldre afsted. Regnskabet viser, at Novo Nordisk har leveret en vækst på 55 procent indenfor fedmebehandling til 8,4 milliarder kroner.

Lars Fruergaard sagde i Børsen i december, at leveringsproblemerne viste, at medicinalselskabet ikke bare kan bruge sin velkendte formel til at bevæge sig ind i nye områder.

»Når man ikke kan levere nok, så er det et kæmpe problem,« sagde Lars Fruergaard til Børsen og fortalte, at lanceringen af Wegovy havde fået ledelsen til at reflektere over, hvordan Novo i fremtiden skal gribe nye områder an.

»Der er en styrke, som har været i virksomheden i mange år, men der er også en ulempe, fordi man måske tror, at det, man laver i fremtiden, vil være ligesom fortiden. Det er det ikke altid. Evnen til at forstå, hvornår vi kaster os ud i noget nyt, og hvordan vi skal forberede os til det på en ny måde, er blevet meget væsentlig,« sagde Novo-topchefen.