Trods masseaflysninger: Ryanair løfter omsætning med 7 pct.

Foto: REGIS DUVIGNAU.
Læs mere
Fold sammen

Det irske lavprisselskab Ryanair har trods masseaflysninger løftet sin omsætning med 7 pct. til 4,43 mia. euro, svarende til 32,96 mia. kr., i første halvår af 2017.

Det skriver Bloomberg News, efter at selskabet tirsdag er kommet med halvårsregnskab.

I september og oktober måtte Ryanair aflyse mere end 2000 afgange, fordi selskabets piloters ferie havde ophobet sig. Yderligere 18.000 afgange aflyses hen over vinteren.

Michael O'Leary, administrerende direktør for Ryanair, siger efter regnskabet tirsdag, at han vil hæve piloternes løn med 20 pct. for at undgå en lignende situation i fremtiden og kapre nogle af selskabets tidligere piloter tilbage fra konkurrenterne.

Lønstigningerne anslås at ville hæve de årlige udgifter med 100 mio. euro, men ifølge Bloomberg News siger den administrerende direktør, at det "ikke signifikant vil ændre den substantielle enhedspris-fordel, som vi har over alle andre konkurrenter i EU".

Omsætningen er stort set på linje med analytikernes forventning om et resultat på 4,42 mia. euro, mens nettoindtjeningen i andet kvartal faldt med 2 pct. til 895 mio. euro. blandt andet som følge af refunderinger til de mere end 700.000 passagerer, som er ramt af aflysningerne.

Ryanair fastholder sine forventninger til regnskabsåret om en nettoindtjening på 1,4-1,45 mia. euro, svarende til 10,42 mia. kr.

Ryanair-aktien stiger tirsdag med 6 pct. til 16,70 euro.

/ritzau/FINANS