Det har ikke været et heldigt år for luftfartsselskabet Norwegian. Efter et skuffende kvartalsregnskab, der viste et dundrende underskud på 1,4 mia. norske kr., hvilket svarer til ca. en mia. danske kr., er aktiekursen for selskabet efterfølgende dalet til et niveau, der ligger 70 pct. under kursniveauet i sensommeren forrige år.
De dybe økonomiske piskeslag har gjort, at de to døtre af medstifteren Bjørn Kjos og arvinger til Norwegian-imperiet, Guri Helene Kjos Brecke og Anna Helene Kjos-Mathisen, begge har måttet opleve et fald i deres ejerandel i familieselskabet på mere end 200 mio. norske kr., hvilket svarer til 155 mio. danske kr. På trods af den økonomiske turbulens kan de to Norwegian-arvinger dog stadig se frem til at høste et stort udbytte – omkring 28 mio. norske kr., dvs. 21,7 mio. danske kr., samlet set. Det skriver Dagens Næringsliv.
Fra sit investeringsselskab, der holder Norwegian-aktierne, kan storesøsteren Guri Helene Kjos Brecke nu hæve 8,4 mio. norske kr. i udbytte, hvilket svarer til ca. 6,5 mio. danske kr., mens Anna Helene Kjos-Mathisen kan høste 20 mio. norske kr., eller 15,5 mio. danske kr., fra sit investeringsselskab.
Jeg ser frem til at bruge mere tid på specifikke strategiske projekter, som er afgørende for succes for Norwegian i fremtiden.Bjørn Kjos, tidligere topchef for Norwegian
Guri Helene Kjos Brecke og hendes selskab, GKB Invest, endte 2018 med et underskud før skat på 187 mio. norske kr., der svarer til 145 mio. danske kr., og Anna Helene Kjos-Mathisen bogførte et underskud før skat på 176 mio. norske kr., dvs. 136 mio. danske kr., i sit selskab, KM Aviatrix Invest. De to selskaber blev sammen med en række andre mindre selskaber skabt, efter at Norwegian forrige år forberedte sig på et muligt salg af virksomheden. Søstrene fik derfor hver sit aflæggerselskab.
Dagens Næringsliv har hverken kunnet få kommentarer fra Guri Helene Kjos Brecke eller Anna Helene Kjos-Mathisen.
Firmaets økonomiske op- og nedture kommer på et tidspunkt, hvor virksomheden oplever en ledelseskrise. Efter mere end 17 år på posten har Bjørn Kjos nemlig valgt at træde af som topchef for selskabet. Nu skal Norwegian finde en afløser. Indtil da holder finansdirektøren fast i styrepinden bakket op af selskabets danske bestyrelsesformand, Niels Smedegaard.
»Jeg ser frem til at bruge mere tid på specifikke strategiske projekter, som er afgørende for succes for Norwegian i fremtiden,« sagde Bjørn Kjos til Dagens Næringsliv i forbindelse med sin fratræden for nylig.
Kjos-familien måtte forrige år erkende, at deres ejerandel i familievirksomheden ville blive væsentligt mindsket, efter at Norwegian måtte hente 2,3 mia. danske kr. i ny kapital for at holde selskabet på vingerne. I forbindelse med kapitaludvidelsen faldt familieselskabet HBK Holdings ejerandel fra 25 til 17 pct.