Trods blakket fortid bliver Lars Mørch den »oplagte kronprins« i Jyske Bank

Anders Dams tronfølger kan nu være på plads. Med ansættelsen af Lars Mørch får Jyske Bank nu en oplagt kronprins, vurderer ekspert og analytiker.

Lars Mørch er den oplagte tronfølger i Jyske Bank, vurderer bankekspert og analytiker. De peger blandt andet på, at hans erfaring fra Danske Bank og Realkredit Danmark kan komme den midtjyske bank til gode. Niels Ahlmann Olesen

Tirsdag blev det offentliggjort, at Lars Mørch pr. 1. august indtrådte i koncernledelsen i Jyske Bank. Med hans tilgang kan arvefølgen i den midtjyske bank være sikret.

Det vurderer Lars Krull, bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

»Jeg tror, at jeg og mange andre ikke kan få øje på nogen andre oplagte kronprinse i Jyske Bank. Det er ellers ikke, fordi der mangler dygtige folk i ledelsen. Men der er nok ikke andre, der har den bredde, der skal til,« siger Lars Krull.

Ifølge Lars Krull besidder Lars Mørch den nødvendige bredde og erfaring, der skal til for at sætte sig for bordenden i Jyske Bank.

»Lars Mørch har jo udover en masse bankerfaring også været formand for Realkredit Danmark. Han kan de store forretningsområder i Jyske Bank, og så har han set, hvad man kan få ud af stor skala. Han har erfaring fra den store klinge, og det er ikke sikkert, at den skal bruges i Jyske Bank, men den er jo rar at have,« siger Lars Krull.

Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, følger finanssektoren tæt. Han vurderer, at Lars Mørch på sigt kan udfylde et ledelsesmæssigt hul i Jyske Bank.

»Der er i de seneste år blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvem efterfølgeren til Anders Dam bliver. Så det ville ikke være overraskende, hvis det var en af motivationerne til at få ham ind. Så man har en naturlig arvtager,« siger Mikkel Emil Jensen.

Anders Dam er ordførende direktør i Jyske Bank, og ifølge bankekspert Lars Krull har han gjort det særdeles glimrende. Alligevel tror han ikke, at der går lang tid, før Lars Mørch kommer til at sidde for bordenden. »Lars Mørch vil være et godt valg som afløser for Anders Dam, og jeg vurderer, at der ikke kommer til at gå mange år, før det sker,« siger Lars Krull til Finans. Thomas Lekfeldt

I hans øjne er det en fordel for banken, at man får Lars Mørch ind nu, så han kan lære banken at kende, inden han eventuelt skal sidde for bordenden.

»Man vil helst undgå at blive tvunget til at finde en ekstern arvtager, når Anders Dam engang siger stop. I en sådan situation kan mangel på kandidater og skrappe ’Fit & Proper’-regler betyde, at man ender i et ledelsesmæssigt vakuum. Derfor er det en fordel at få en dygtig og erfaren arvtager ind nu. På den måde sker overdragelsen mere gnidningsfrit, og Lars Mørch får også muligheden for at kende banken bedre, inden han sætter sig i førersædet,« siger Mikkel Emil Jensen.

Fortid spiller ikke stor rolle

Lars Mørch var ansat i Danske Bank i næsten 20 år, og fra 2012 til 2018 var han en del af bankens koncerndirektion. I 2018 måtte han dog forlade Danske Bank i forbindelse med Hvidvaskssagen.

Lars Mørch havde fra 2012 ansvaret for International Banking i Danske Bank, og han havde dermed også ansvaret i den periode, da der strømmede milliarder af kroner gennem Danske Banks estiske filial med henblik på hvidvask.

Den forhistorie betyder dog ikke så meget i dag, vurderer Lars Krull.

»Man skal huske, at Lars Mørch røg ud, mens Thomas Borgen stadig var chef i Danske Bank. Dengang var jeg ude og sige, at han virkede som et slags sonoffer. Han blev fyret for at vise, at man gjorde et eller andet. Jeg kunne ikke se, at ledelsesansvaret for det, der foregik, skulle pege på ham. Det var min vurdering,« siger Lars Krull.

Han fremhæver, at Lars Mørch blev undersøgt og sigtet af Bagmandspolitiet i forbindelse med hvidvasksagen, men at sigtelserne mod ham blev frafaldet i april 2021.

Derfor forventer han heller ikke, at der kommer udfordringer med Lars Mørchs Fit & Proper-vurdering.

Fit & Proper-vurderingen foretages af Finanstilsynet, som undersøger, om et ledende medlem af et kreditinstitut lever op til en række krav om egnethed og hæderlighed. Hvis ikke lederen lever op til kravene, kan han ikke blive ansat som direktør.