Trendsales og Tradono smelter sammen til én stor markedsplads

De to platforme, der fusionerede i 2017, bliver nu lagt sammen til Danmarks største markedsplads for genbrugstøj og livsstilsvarer.

Selskabet fortsætter med Trendsales-navnet, mens appen får Tradonos teknologi. Fold sammen
Læs mere

Danmarks to førende brugtbørser, der gør det muligt at holde loppemarked på smartphonen, bliver nu til én.

Selv om Trendsales og Tradono fusionerede for halvandet år siden, har de siden da været drevet som to separate brands. Men fra 1. maj bliver de to platforme lagt sammen til »det nye Trendsales«, som bliver Danmarks største markedsplads for mode- og livsstilsvarer. Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Trendsales.dk vil fremover være platformen, mens teknologien vil komme fra Tradono. Dermed lukker Tradono som brand.

»Nu vil virksomheden bag de to markedspladser høste synergierne mellem den nyere teknologi fra Tradono og det brede kendskab til Trendsales-brandet og lægger derfor de to platforme sammen,« skriver Trendsales ApS i pressemeddelelsen.

De to platforme fusionerede i 2017, da ejeren af Trendsales, den schweiziske mediekoncern Tamedia, købte aktiemajoriteten i Tradono. Selskabet har også Tradonos grundlæggere og medarbejdere samt tidlige investorer i ejerkredsen. Tamedia ejede i forvejen en mindre del af Tradono, som også havde fået investeringer fra bl.a. Hummel-ejer Christian Stadil, Tommy Ahlers og Klaus Nyengaard fra Just-Eat.

Stort underskud

Tradono blev stiftet i 2014 og voksede hurtigere end Trendsales med adskillige tusinde nye brugere hver eneste måned. Vokseværket havde imidlertid også sin pris. I regnskabsåret før fusionen fik Tradono et underskud på 14 mio. kr.

Siden fusionen er driftsresultatet blevet forbedret for Trendsales ApS, der er det fortsættende selskab – fra et driftsunderskud på 25 mio. kr. i 2017 til et driftsoverskud på 0,1 mio. kr. i 2018 (samlet EBITDA).

»Vores effektiviseringer har virkelig slået igennem, mens omsætningen er stabil. Alle brugere migrerer per 1. maj til én platform, hvorfor vi realiserer yderligere besparelser på teknikken i 2019. Herefter handler det om vækst i brugere og i toplinje,« siger Mads Aarøe Mathiesen, direktør og medejer.

Med sammenlægningen bliver »Det nye Trendsales« Danmarks største online markedsplads for secondhand mode- og livsstilsvarer. Mads Mathiesen forventer, at platformen bliver endnu større i takt med et øget fokus på bæredygtighed.

»Vi ser en markant trend, hvor forbrugere i stigende grad er bevidste om, hvor meget tøjproduktion forurener miljøet. I kombination med at secondhand er blevet lige så nemt og sikkert som firsthand, har vi den perfekte cocktail for vækst,« siger han.

Det er ikke længe siden, at Trendsales blev ramt af en opsigtsvækkende svindelsag mod en tidligere direktør, der blev dømt for bedrageri.