Tre nye hackerangreb mod Sony

Nye digitale indbrud, mens Sony fortsat kæmper for at få sit Playstation-net op igen.

Problemerne fortsætter med at regne ned over Sony, så det næsten ikke er til at tro det. Arkivfoto: Kim Kyung-hoon, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre nye hackerangreb har ramt den japanske elektronikgigant Sony, som gennem uger har kæmpet for at få sit Playstation-spillenet op at køre igen.

Sony bekræftede onsdag tre nye angreb. Kunder i Canada, Thailand og Indonesien har fået deres personlige oplysninger stjålet fra Sonys systemer. Sony ved dog ikke, om angrebene har forbindelse til sidste måneds tyveri af personoplysninger og kreditkortoplysninger på henved 100 millioner brugere af Playstation-nettet og et PC-spillenet.

Sony har siden kæmpet med at få nettene renset og sikret, og først for nylig blev de genåbnet land for land.

Milliardtab på angreb

I Canada er et netsted for datterselskabet Sony Ericsson Mobile lukket ned. Her har hackere skaffet sig navne og e-postadresser på omkring 2.000 kunder.

I Thailand er et Sony-netsted blevet brugt til et såkaldt phishing-angreb, hvor kriminelle opretter et falsk netsted, som ligner det rigtige, for at lokke folk til at indtaste personfølsomme oplysninger som f.eks. kreditkortnumre. Sony har ikke modtaget rapporter om, at oplysninger er blevet stjålet, men netstedet er lukket.

Endelig har et Sony Music-netsted i Indonesien været udsat for »uautoriseret adgang«. Om der her er stjålet informationer, vides heller ikke.

I Grækenland blev et andet Sony Music-netsted tidligere angrebet, og oplysninger om 8.500 kunder stjålet.

Sony anslår selv, at hele miséren med hackerne vil koste selskabet omkring 170 millioner dollars (900 millioner kroner).