Transportministeren vil hjælpe København

Ministeren er åben over for skærpet kontrol med selskaber, der graver i Københavns gader. Venstre er positiv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Transportminister Magnus Heunicke (S) er klar til at hjælpe københavnerne med at komme nemmere gennem byen. En ny lov skal åbne for, at også private og statslige selskaber vil blive underlagt strengere kontrol, når de arbejder med vejene. Venstre er positiv.

»Jeg er klar over, at kommunerne – især Københavns Kommune – har store udfordringer med ukoordinerede vejarbejder og tidsfrister, der ikke overholdes. Jeg vil hellere end gerne bidrage til at give kommunerne flere og bedre redskaber til at komme nogle af problemerne til livs og dermed mindske trængslen – navnlig i København,« siger Magnus Heunicke.

Hans udmelding kommer, efter at hans forgænger som transportminister, Pia Olsen Dyhr ( SF), i efteråret var på vej med et nyt lovforslag med flere initiativer, som skal stoppe det omfattende vejkaos i København. Men indtil videre har et flertal i Folketinget ikke kunnet blive enige.

»Desværre har det ikke vist sig helt nemt at samle flertal for loven, og derfor er lovforslaget endnu ikke fremsat i Folketinget. Det er rigtig ærgerligt, hvis mindre uenigheder skal stå i vejen,« siger Magnus Heunicke.

Lovforslaget indeholder blandt andet skærpede muligheder for at give bøder, hvis entreprenørerne overskrider tidsfristerne. Der kan også komme regler om, at flere entreprenører kan dele en opgave.

Men nu er blandt andet Venstre klar til at gennemføre loven, siger partiets trafikord-fører, Kristian Pihl Lorentzen

»Vi har krævet, at der kommer mere fremdrift i Københavns gader. Det virker jo næsten, som om man gør en dyd ud af at forlænge vejarbejderne i det uendelige. Man må over i en ordning, hvor man sørger for, at vejarbejde bliver afsluttet så hurtigt som muligt, og vi er meget interesserede at få det her gennemført,« siger Kristian Pihl Lorentzen.

Som det er nu, bliver 7.000 af de 10.000 gravetilladelser, som Københavns Kommune årligt giver, tildelt private og statsejede selskaber, som blandt andre DONG. Dem kan kommunen kun i begrænset omfang stille krav til, og derfor opfordrer både Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) til at ændre loven.