Trængsel på content-markedet

En relativt ny aktør i Danmark, TheOutplay, har vundet retten til at distribuere kvalitetsindhold fra Thomson Reuters-tjenesten. En ny forretningsmodel sikrer udbredelsen. ”Gratis er godt,” hedder den.

Foto: Iris
Læs mere
Fold sammen

Der er trængsel på mediemarkedet, og nu kommer en ny aktør på det danske marked, oven i købet med et særdeles seriøst indhold.

Det drejer sig om Thomson Reuter-tjenesten, der leverer artikler og videoer inden for business, finance, innovation, teknologi, underholdning og også de mere "lette" nyheder, skriver Markedsføring.dk.

Og det er den relativt nye aktør på det danske marked, TheOutplay, der har opnået retten til at distribuere dette fornemme content. Udover Thomson Reuters egen-producerede indhold, indeholder aftalen også adgang til indhold fra NBC, ITN, de to australske medier ABCNews og CBS.

– Denne aftale sætter TheOutplay på verdenskortet som en stærk kilde til seriøst nyhedsindhold. Vi er stolte over partnerskabet og er glade for at kunne tilbyde vores publishers endnu mere indhold af højeste kvalitet, siger Simon Kvist, der er TheOutplays nordiske markedsdirektør.

Men hvorfor går TheOutplay, der er en videodistributionsplatform for publishers og annoncører, ind på et meget konkurrencepræget marked?

– Baggrunden for aftalen er, at vi udover selve indholdet tilbyder publishers automatiserede "recomendation widgets", der forøger udgivernes video inventar og omsætning fra video.

– Den skalerbarhed, der er indbygget i vores produkter og vores internationale dækning gør os til en interessant partner for Thomson Reuters. Vi når længere ud med deres indhold, end de ellers selv ville magte det.

– Ikke alene giver aftalen muligheder for os som distributør i Norden, men også i andre markeder som England, Rusland, Spanien, Sydamerika og Mellemøsten giver dette os nye muligheder, eftersom Thomson Reuters har sprogtilpassede indholdspakker i disse regioner, slutter Simon Kvist til Markedsføring.dk.

Hvad koster det så?

Ingenting, bortset fra at man skal have en relevant tjeneste, fx et medie-site, og at man skal afsætte space til TheOutplays videoafspiller, der så sender fx Thomson Reuter indholdet ud på sitet.

TheOutplay, Thomson Reuter og partneren – altså dig – deler så indtjeningen fra de pre-rolls, der måtte ligge der. Hvis den slags tjenester vinder udbredelse, er den traditionelle medie-forretningsmodel med ét site kun med eget-produceret indhold for alvor udfordret.

Interesserede kan læse meget mere her.