Trådløse net slukket efter sygdom

Ansatte på bibliotekerne begyndte at få hovedpine, efter at Paris satte 225 gratis, trådløse net op.

Et storstilet forsøg med gratis, trådløs adgang for alle i den franske hovedstad Paris er blevet sat på stand-by, efter at offentligt ansatte er begyndt at klage over hovedpine. De frygter for sundhedsskadelige virkninger ved at sidde i strømmen af radiobølger.

Der er nu slukket for de trådløse sendere på alle kommunale biblioteker i storbyen. Personalet klagede over blandt andet hovedpine og muskelsmerter, efter at de trådløse sendere kom til.

I september besluttede bystyret i Paris at lave 225 gratis, trådløse områder som en ekstra service, efterhånden som alle forventer at kunne gå på nettet hvorsomhelst og nårsomhelst.

Bystyret tog konsekvensen og har nu midlertidigt lukket for adgangen fra bibliotekerne. Det betyder dog ikke, at planen er opgivet.

Mobilstråling uafklaret

Diskussionen minder om den, der opstod, da teleselskaberne begyndte at sætte 3G-master op til de langt hurtigere mobile dataforbindelser. Kommune efter kommune nægtede at godkende lokalplanerne, som kræves for masterne, og naboerne var meget usikre og bange for stråler.

Trods utallige undersøgelser siden er der fortsat ingen endegyldig konklusion på, om mobilstrålerne er skadelige eller ej. Dog er der enighed om, at overdreven brug af mobiltelefoner tæt ved øret og hjernen vil påvirke organerne.

Så tæt er man aldrig på de trådløse sendere.

»Vi ved kun lidt om trådløse forbindelser, de frekvenser, som bruges nu, og de, som vil være der i morgen. Vi har ikke haft tid til at studere dem,« siger Paolo Vecchia fra det teknologiske departement ved Det Nationale Institut for Sundhed i Rom til avisen Le Monde.

Lyon vil også være trådløs

En anden fransk storby, Lyon, følger parisermodellen og sætter nu trådløse opkoblingspunkter op i bymidten i en seks måneders prøveperiode. Centrale områder som Place Louis-Pradel nær Operaen og Place Bellecour vil sammen med indkøbs- og gågaden Rue de la République blive udstyret med trådløse sendere, så alle gratis kan gå på nettet eller klare den elektroniske post.