Toyota kører fra konkurrenterne

Foto: CHRISTOPHER JUE

Den japanske bilfabrikant Toyota har opjusteret sine forventninger til årsregnskabet på baggrund af en øget efterspørgsel på modellerne RAV4 crossover og Camry i USA og en svækkelse af den japanske valuta yen over for dollar. Det skriver Bloomberg News.

Forventningerne til driftsresultat lød tidligere på 1600 mia. yen, men er nu blevet hævet til 1850 mia. yen, hvilket svarer til 105 mia. kroner.

Juli var den værste måned for bilbranchen i USA siden august 2010, men det japanske bilmærke formåede som den eneste store bilproducent at øge sit salg.

Toyotas regnskab for første kvartal viser et højere driftsresultat og bundlinje, end aktieanalytikerne ifølge Bloomberg News havde forventet. Alligevel er Toyota er på vej mod det andet år i træk med faldende overskud. Sker det, er det første gang siden 1994.

Kursen på Toyota-aktien faldt tirsdag inden regnskabets offentliggørelse med 0,1 pct. og handles nu til 6216 yen, hvilket svarer til 358 kr.