Toyota klar med bjørnestærk terrænbil

Land-Cruiser fra Toyota er legendarisk for sin robusthed kombineret med fantastiske terrænegenskaber. I Danmark har 36 ud af 39 solgte modeller har været på gule nummerplader.

Toyota klar med bjørnestærk terrænbil - 1
Den er en af de firehjulstrækkere, der sidst giver op i terrænet, og det er nok forklaringen på, at nødhjælpsorganisationer og statslige organisationer overalt på kloden sværger til den robuste Toyota Land-Cruiser.

Den er nu kommet i en ny og endnu mere avanceret udgave med V8-dieselmotor, der både har sænket støjniveauet til et minimum, men også har givet bilen en uovertruffen trækkraft.

Et drejningsmoment på 650 Nm. mellem 1.600 og 2.800 omdrejninger vidner om de suveræne præstationer. I benzinudgave (også V8) er momentet kun på 445 Nm.

ErhvervsBladet.dk har tidligere prøvet bilen i forbindelse med et 4x4-arrangement med store udfordringer til mand og maskine og nu igen på knap så udfordrende skovstier med udpræget frost. Men hvis man skal udfordre bilen for alvor, skal man nok låne en jungle i regntiden.

Robust og stabil

Nu blev det til en svensk skov og et par danske byggepladser, og her var der ingen problemer.

Tilmed er bilen så elektronisk opbygget, at man stort set bare skal vælge reduk- tionsgearet, så klarer Torsen-differentialet stort set resten.

Bilen byder på aktivt antispinsystem, variabel udvekslingsforhold til gearkassen, hjælpefunktion ved op og nedkørsel ad bakker, VSC stabilitetskontrol (svarer til ESP), aktiv højdekontrol og variabel affjedring. Og så giver bilens gearkasse valget mellem sport og komfortskift.

36 af 39 som varebil1.495.061 kr. koster den kraftige japaner på hvide nummerplader, hvilket forklarer, at de fleste køber den på gule til 740.236 kr. plus moms. Prisen fik et kraftigt nøk opad i 2007, da bilafgifterne blev ændret fra 30 til 50 procent samtidig med, at afgiftloftet på 56.800 kr. blev ophævet for denne type biler.

Men mange har jo fortsat behovet for denne type biler, for eksempel inden for landbruget. Så det er blevet til 39 solgte enheder siden lanceringen herhjemme sidste forår – heraf har de 36 været på gule nummerplader.

Nu var testbilen også ganske luksuspræget, hvad mange kunder efterspørger.

Det være sig lædersæder med varme og memoryfunktion, automatgear, elektrisk justerbart læder/trærat, dobbelt midterboks med kølefunktion, GPS-system, 20 tommer aluminiumsfælge, klimaanlæg med to zoner og regnsensor.

Pollenfilter, fartpilot, og et super musikanlæg med mp3- afspiller og cd-afspiller med plads til seks cd’er hører med som standard.

Kun må man betale ekstra for metallak, trinbræt, anhængertræk og – ligesom til Aygo – måtter!