Total udskiftning af Pandoras top

Anders Colding Friis bliver ny administrerende direktør for Pandora. Han kommer fra en stilling som topchef i Scandinavian Tobacco Group og overtager Allan Leightons stilling.

Anders Colding Friis Fold sammen
Læs mere
Foto: Reimar Juul
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pandoras topchef, Allan Leighton, fratræder sin stilling i marts 2015. Hans efterfølger bliver den nuværende topchef for Scandinavian Tobacco Group, Anders Colding Friis.

Det oplyser Pandora i en fondsbørsmeddelelse, hvor udskiftningen betegnes som et kontrolleret generationsskifte.

Som ny bestyrelsesformand foreslås Arlas topchef, Peder Tuborgh, som er topchef i Arla, hvor han har formået at internationalisere selskabet.

Da Pandoras tidligere administrerende direktør Bjørn Gulden stoppede i sommeren 2013, og den tidligere bestyrelsesformand Allan Leighton blev sat ind som topchef, blev Marcello Bottoli udnævnt som formand, men nu er der altså total udskiftning i toppen af smykkekoncernen.

Bottoli sagde allerede tidligere på året, at han ville træde tilbage fra posten som formand, og det sker altså nu. Han var i øvrigt midlertidig administrerende direktør i Pandora, da Mikkel Vendelin Olesen røg ud efter en markant nedjustering i 2011.

Med Anders Colding Friis som ny topchef i Pandora er det femte mand, der får titlen som administrerende direktør i smykkefirmaet, siden børsnoteringen i 2010.

Allan Leighton, der tidligere var bestyrelsesformand for Pandora, tiltrådte som administrerende direktør i juli 2013, hvor den daværende topchef Bjørn Gulden forlod selskabet til fordel for en toppost hos Puma. Allerede dengang sagde Allan Leighton, at han håbede at finde en afløser til topjobbet inden for tre år.

Berlingske Business skrev for nylig, at Pandora flytter sit domicil fra Københavns vestegn til Havneholmen i Københavns sydhavn. Dermed kan den nye ledelse formentlig tage plads i spritnye lokaler, når det 10.000 kvadratmeter store hovedkontor står klar. Huset skal ifølge Berlingske Business' oplysninger huse den globale ledelse og en række administrative funktioner.

Pandora har været i mediernes søgelys de seneste måneder. Udover Pandoras succesfulde vækst er der også andre forhold, som gør Pandora interessant. Blandt andet er der retssager på vej mod Pandora og Pandora-ledelsen i kølvandet på børskokset tilbage i juli 2011.

Pandora har i dag en børsværdi på 50 milliarder kroner.