Torsdag eftermiddag blafrede sorte flag med røde stjerner fra børsens høje dragetårn – danske verdensstjerner gør sit indtog

Danmarks største e-sportssucces, Counter-Strike-holdet Astralis, er klar til at tage det næste store skridt. Virksomheden bag er i gang med at skabe en industri omkring deres brand, og planen er, at Astralis skal være mere end et e-sportshold. Nu melder de sig ind i Dansk Erhverv for at etablere sig i erhvervslivet.

Torsdag vajede et af verdens største Counter-Strike-holds flag fra toppen af dragetårnet på børsen i København. Flagene markerede, at danske Astralis nu er medlem af erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Der hang sorte flag ud fra dragetårnet i børsbygningen i København torsdag eftermiddag.

De sorte flag havde en rød stjerne i midten. Er man velbevandret i e-sportens verden, vil man vide, at netop det logo tilhører et af verdens største Counter-Strike-hold: danske Astralis.