Torm-topchef: Underliggende pres på fragtrater skal helst aftage

Rederiet Torm justerede forventningerne ned på grund af det fortsatte pres på fragtraterne.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen

De underliggende fragtrater for Torms skibe har været under pres, og presset er fortsat ind i fjerde kvartal og er baggrunden for Torms nedjustering af årsforventningerne. Men der ses så småt tegn på en vending.

Det siger koncernchef i rederiet Torm Jacob Meldgaard til Ritzau Finans.

Han vurderer, at i det lys er det positivt, at Torm kan levere et tilfredsstillende driftsoverskud og et overskud før skat lige på den rigtige side af nul.

Torm leverede i tredje kvartal et driftsoverskud (EBITDA) på 40,2 mio. dollar mod 95,7 mio. dollar i samme kvartal sidste år. På bunden blev der landet et overskud på 1,6 mio. dollar mod 64,8 mio. dollar i det samme kvartal sidste år.

FORTSAT FRAGTRATEPRES, MEEEN .....

Torm justerede forventningerne ned netop grundet det fortsatte pres på fragtraterne.

Dermed er der udsigt til, at Torm i værste fald må sejle et underskud hjem i fjerde kvartal. I de første ni måneder af i år var overskuddet før skat 48,2 mio. dollar mod lidt mere end det dobbelte i samme periode sidste år.

Forventningen til overskuddet før skat blev justeret ned til 30-50 mio. dollar fra tidligere 50-90 mio. dollar. Dermed vil kvartalet komme ind med mellem minus 18,2 mio. dollar og plus 1,8 mio. dollar, som også var niveauet i tredje kvartal.

Udsigterne for næste år vil Jacob Meldgaard kun udtale sig om i generelle vendinger. En konkret udmelding må afvente årsregnskabet. Men generelt vil han gerne sige:

»Gående fremad er den svaghed (i fragtraterne, red.), der er lige nu og her, et fænomen, der vil ophøre.«

Og det vil ske, når lagrene af raffinerede olieprodukter falder, vurderer han.

Han påpeger, at der længe har været en lageropbygning, og det gør, at kundernes behov for at få en transport fra Torm er mindre.

VENDES RAFFINADERI-LAGRE STIGER RATERNE

Den lageropbygning skal reverseres, før Torm-chefen igen kan se fragtraterne stige.

Størrelsen af raffinaderiernes lagre er en "early indicator" for Torms fragtrater.

»Jeg kan allerede se, der er en tendens til, at lagrene mindskes, selvom de er over gennemsnittet for øjeblikket, og efterhånden som vi nærmer det de femårige gennemsnit, er det vores overbevisning, at fragtraterne vil komme i bedring,« vurderer Jacob Meldgaard.

Han mener ikke, det er forbrugerne, der skal ændre adfærd, men raffinaderierne.

»Forbrugerne har efterspurgt, hvad vi kunne vente,« siger han.

Lageropbygningen på raffinaderi-siden rammer behovet for transport af olieprodukter - som er Torms metier.