Torm opjusterer: Overskud er 1,7 mia. kr. bedre end sidste år

Det traditionsrige rederi løfter indtjeningen markant og opjusterer nu forventningerne til årets resultat.

Rederiet Torm kommer med overskud for andet kvartal i træk og hæver nu forventningerne til årets resultat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Tolstrup

Efter års krise begynder det at lysne for rederiet Torm, der nu opjusterer forventningerne til årets resultat efter et halvårsregnskab, der er 1,7 milliarder kroner bedre end sidste år.

Resultatet for første halvår lyder på et overskud på 8 mio. dollar, mod et underskud på 245,4 mio. dollar sidste år. Det er en forbedring på 253,8 mio. dollar eller godt 1,7 milliarder kroner.

Rederiet har netop gennemført en omfattende omstrukturering, og hæver nu forventningerne til det primære driftsresultat til 190-230 mio. dollar og et overskud  før skat på 115-155 mio. dollar. Tidligere lød forventningen på et driftsresultat (EBITDA) på 170-210 mio. dollar og et overskud før skat på 100-140 mio. dollar.

»Torm nød godt af et fortsat stærkt marked for produkttanksegmentet i 1. halvår 2015 og opnåede et EBITDA (primært driftsresultat før afskrivninger, red.) på 100 mio. dollar,« skriver adm. direktør Jacob Meldgaard i en kommentar til regnskabet.

Høj aktivitet på verdens rafinaderier betyder større efterspørgsel på transport af olieprodukter, hvilket gør at Torm har fået spotrater, der ligger 73 procent over samme kvartal sidste år.

Tom er netop kommet igennem en omfattende redningsplan og omstrukturering, hvor kreditorerne blandt andet har konverteret gæld til aktier. Det betyder, at de gamle investorer nu kun sidder på 0,8 pct. af rederiet, mens Oaktree Capital fremover sidder på 62 pct. af aktierner samt retten til at vælge alle undtagen et bestyrelsesmedlem.