Torm nyder godt af atypisk sommersæson

Stik mod traditionen har markedet for transport af raffinerede olieprodukter holdt et højt prisniveau hen over sommeren, og det kan mærkes hos rederiet Torm, der ser optimistisk på fremtiden.

Foto: NIels Ahlmann Olesen. Torms adm. direktør Jacob Meldgaard har ikke tænkt sig at hænge i bremsen, trods den netop overståede krise.
Læs mere
Fold sammen

Krisesnakken er afløst af optimisme hos Torm, der er kommet igennem en omfattende omstrukturering, hvor kreditorer har konverteret gæld til aktier og sat sig på kontrollen af selskabet. Efter et stærkt halvår opjusterer rederiet forventningerne til årets resultat, og topchef Jacob Meldgaard ser frem til at agere på normale vilkår fremover.

»Vi har lært af krisen og er ydmyge omkring, at vi nu har muligheden for at agere strategisk, på lige fod med andre virksomheder, når der er muligheder i markedet,« siger han.

Han afviser samtidig, at Torm til trods for, at man kun akkurat er kommet igennem en krise, fordi kreditorerne holdt hånden under selskabet, kommer til at have en forsigtig eller defensiv tilgang i fremtiden.

»Nej, vi kommer til at agere som en professionel virksomhed, som vurderer mulighederne ud fra en risikoappetit, som matcher markedet. Der kommer ikke til at være nogle specielle forhold. Vi vil være fornuftige, men man kan ikke drive forretning uden at tage risici,« siger Jacob Meldgaard.

En af planerne for fremtiden bliver at strømline rederiet og frasælge tørlastskibene, der udgør en meget lille del af den samlede forretning. Det er samtidig et marked, der er netop nu er banket helt i bund, mens det går markant bedre på produkttankmarkedet, hvor Torm har fået spotrater 73 procent over sidste års niveau.

»Andet kvartal har budt på væsentligt højere rater end sidste år. Selv nu, hvor vi er på vej ind i sommermarkedet, hvor der traditionelt er afmatning, har vi set, at det høje niveau fortsætter. Det er også derfor vi opjusterer forventningerne til årets resultat,« siger Torm-chefen.

Torm annoncerede i forbindelse med halvårsregnskabet et løft i forventningerne til det primære driftsresultat til 190-230 mio. dollar og i overskuddet før skat til 115-155 mio. dollar. Tidligere lød forventningen på et driftsresultat (EBITDA) på 170-210 mio. dollar og et overskud før skat på 100-140 mio. dollar.

Med bundlinjeresultat på 8,4 mio. dollar har Torm forbedret sig med 253,8 mio. dollar eller godt 1,7 mia. kroner.