Topotargets partner venter Belinostat-afgørelse i 2014

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, vil formentlig træffe en beslutning omkring Belinostat, som blandt andet udvikles af danske Topotarget, i 2014.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det forudser Topotargets amerikanske parter, Spectrum Pharmaceuticals, i en opdatering omkring de to selskabers fælles lægemiddelkandidat.

Fredag fortalte Topotarget markedet om et vellykket fase 3-studie, der nåede de primære effektmål i behandling af patienter med lymfecellekræftformen (PTCL). Ansøgningen til de amerikanske myndigheder, FDA, ventes indsendt "omkring midten af 2013", siger Spectrums topchef Rajesh Shrotriya i opdateringen, som også kredser om de positive resultater.

Nyheden om det vellykkede studie fredag gav anledning til en raketstigning i Topotargets aktiekurs. 135 pct. steg aktien, da den gik fra en kurs på 1,13 kr. til 2,65 kr. Mandag ligger den 0,8 pct. lavere i 2,63 kr. Der er da også udsigt til en pæn portion penge til biotekselskabet, hvis Belinostat accepteres af myndighederne.

Hvis FDA accepterer registreringsansøgningen for Belinostat, er Topotarget nemlig berettiget til at modtage en million aktier i Spectrum (kursværdi 12,5 mio. dollar eller 72,1 mio. kr. ved fredagens lukkekurs) samt et tocifret kontant millionbeløb i dollar. Hvis Belinostat opnår markedsføringstilladelse fra FDA, vil Topotarget modtage yderligere et tocifret kontant millionbeløb i dollar.

I henhold til en licens- og samarbejdsaftale fra 2010 udvikles Belinostat af amerikanske Spectrum Pharmaceuticals og Topotarget i fællesskab. Spectrum har de kommercielle rettigheder til at markedsføre Belinostat i Nordamerika og Indien.

PTCL er en blodkræftsygdom, som udgør omkring 10-15 pct. af alle tilfælde af non-Hodgkins lymfom. PTCL er en aggressiv og alvorlig kræftform med en dårlig prognose og en ventet gennemsnitlig overlevelse uden behandling på ca. to år fra diagnosetidspunktet. Estimater over årlige kræftforekomster peger på 15.500 nye tilfælde af PTCL i USA, Japan og de fem største lande i EU.

/ritzau/FINANS