Topotarget overvejer fremtiden og siger farvel til chefer

Topotarget varsler torsdag store ændringer i selskabet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Topchef Francois Martelet fratræder per dags dato, "efter at have bragt selskabet ind i en ny fase i sin udvikling".

Også Axel Mescheder, nuværende medicinsk udviklingsdirektør (CMDO), fratræder, men venter til 31. oktober med at forlade selskabet, og vil også støtte Topotargets udvikling herefter.

- Idet Francois' og Axels primære målsætning har været at forberede selskabet på det næste stadie - at afslutte studiet med belinostat i PTCL (perifert T-celle lymfekræft) og muliggøre en potential registreringsansøgning sammen med vores partner Spectrum Pharmaceuticals - har det været et naturligt skridt for Francois og Axel at søge nye udfordringer, skriver Topotarget i en meddelelse.

Den nuværende finansdirektør Anders Fink Vadsholt overtager med det samme rollen som administrerende direktør. Han fortsætter i øvrigt også med at have ansvar for finanserne i Topotarget.

Samtidig har biotekselskabet hyret ABG Sundal Collier til at undersøge, hvad fremtiden skal bringe. Topotarget nævner selv en partneraftale for belinostat uden for Spectrums geografiske område, en fusion med en industriel partner og et salg af selskabet som nogle af de muligheder, der overvejes. Endnu er intet dog besluttet, fremhæver ledelsen.

Topotarget venter fortsat en afslutning af PTCL-studiet for belinostat i løbet af fjerde kvartal.

Aktien steg umiddelbart 12 pct. til kurs 1,32 kr. oven på nyheden, men er faldet tilbage til 1,28 kr. - en stigning på 8,5 pct.