Topotarget banket 20 pct. ned på milepælsforsinkelse

Aktierne i Topotarget får bøllebank på aktiemarkedet efter at selskabet har nedjusteret forventningerne, da to milepælsbetalinger fra samarbejdspartneren Spectrum er udskudt til næste regnskabsår.

Topotarget er, som de fleste andre medicinalfirmaer, afhængige af det amerikanske FDA (Food & Drug Administration) og kan koste Topotarget 25 mio. dollar såfremt, de afviser Topotargets ansøgning. Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON REED

Aktien handles i 2,35 kr. - et fald på 20 pct. mod onsdagens lukkekurs.

Selskabet venter nu et underskud før skat på 46-51 mio. kr. i 2013 mod tidligere et overskud på 49-54 mio. kr. De likvide midler forventes nu at udgøre 22-27 mio. kr. ved udgangen af året mod tidligere 114-119 mio. kr.

Topotarget er berettiget til en milepælsbetaling på 1 mio. aktier i Spectrum og 10 mio. dollar ved accept af indleveringen af registreringsansøgningen, og yderligere 25 mio. dollar, hvis det amerikanske lægemiddelsagentur FDA godkender ansøgningen.

Registreringsansøgning er udskudt efter et forberedende møde mellem FDA, Spectrum og Topotarget, hvor FDA skitserede, hvilke oplysninger og data, der skal indgå i en ansøgning. Selskaberne har været i løbende dialog med FDA, og i øjeblikket finjusteres ansøgningen for at sikre en smidig proces, skriver Topotarget i meddelelsen.

Prognosen fra Topotarget er nu, at første milepæl opnås i første kvartal af 2014, og anden milepæl nås i årets andet kvartal.

/ritzau/FINANS