Topnordic udfordrer Nordens telemarked

Nordens største IT-forhandler Topnordic med IT-rigmanden Ib Kunøe bag sig, vil have sin bid af salget af telefoni til det nordiske erhvervsmarked. Med salg af alle typer teleydelser, regner Topnordic med at ramme op imod to millioner kunder i Norden.

IT-investor Ib Kunøe foran Ementors bygning i Ballerup. Nu er Topnordic/Ementor-koncernen, som han er storaktionær i, klar til en offensiv som en afgørende spiller på det lukrative marked for telefoni til erhvervslivet i Norden. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Europas tredjestørste IT-forhandler, Topnordic/Ementor, vil have sin del af kagen af det nordiske telemarked. Dermed rykker IT-finansmanden Ib Kunøe, der ejer en betydelig del af koncernen, ind som en afgørende spiller på det lukrative marked for telefoni til erhvervslivet i Norden. Modellen, der sættes i søen nu, fungerer ved, at Topnordic/Ementor vil udbyde alle de forskellige teleselskabers produkter til Topnordics 20.000 nordiske erhvervsvirksomheder. Det sker på Topnordics nordiske salgsplatform for IT-produkter til erhvervslivet.

»Vi bliver gentagne gange af erhvervskunderne spurgt, om vi ikke også kan levere teleydelser, og det gør vi nu. Vi vil tilbyde et stort udbud af teleydelser til alle vores kunder sammen med vores øvrige produkter, vi sælger til dem. Virksomhederne efterspørger i dag i stigende grad at købe deres IT- og teleydelser et og samme sted,« siger Claus Hougesen, øverste direktør for hele fusionsvirksomheden Topnordic/Ementor/Atea. Hougesen er helt ny topchef for en samlet virksomhed med en omsætning på 13 mia. kr. og en aggressiv plan om at nå de 20 mia. kr. i omsætning i 2010.

Den vækst skal hentes gennem tilkøb, men altså også ved at udvide udbuddet af produkter på hylderne over for Topnordic/Ementors mange kunder. For med 20.000 nordiske erhvervskunder er Topnordic i dag større end TDC i Norden, så TDC kan gå til Topnordic og få solgt deres teleydelser ind hos de nordiske erhvervskunder.

»Vi vil være partnere og hjælpe teleselskaberne med yderligere distributionskraft i Norden,« siger Peter Trans, adm. direktør for Topnordic i Danmark.

TDCs nordiske strategi
TDCs samlede nordiske strategi, som bliver fremlagt i dag af TDCs topchef Jens Alder i København, går på, at TDC gennem sit nordiske fibernetværk skal kapre stribevis af store erhvervskunder. TDCs tilgang til markedet har traditionelt været den klassiske med selv at skaffe sig kundeforholdet, men med Topnordics nordiske satsning er TDC med helt ude hos alle betydende virksomheder i Norden – sammen med TDCs nordiske konkurrenter.

Topnordic vil kunne tilbyde samtlige nordiske teleselskabers produkter solgt under et navn i attraktive pakker.

»Topnordic har forstået, at i erhvervsmarkedet konvergerer telebranchen med IT-leverandørerne. Topnordic kan gå ud og tjene penge på det her, men spørgsmålet er, om de forstår at markedsføre teleprodukterne på den rigtige måde,« siger John Strand, ekspert i nordisk telefonibranche fra Strand Consult.

John Strand mener bare ikke, at Topnordic skal nøjes med at videresælge andres telefoni.

»Ib Kunøe har en stor viden fra sin tid i Telmore og i at drive teleselskab. Han bør oprette et teleselskab med egne produkter og sælge det ind til sine erhvervskunder,« mener John Strand. Ib Kunøe var hovedmanden og storinvestoren bag Telmore og tjente flere hundrede millioner kroner på at sælge det til TDC.

Store visioner
Visionerne for Topnordic er enorme. For alene i Danmark, hvor selskabet har de fleste kunder, er muligheden til stede for at sælge teleydelser til mere end hver femte dansker, vurderer Topnordics danske chef, Peter Trans.

»Vi har 10.000 danske erhvervsvirksomheder som kunder, som sammenlagt har over 600.000 brugere ansat, der bruger vores IT-ydelser. Kan vi sælge teleprodukter til dem, samt til deres samlede husstand, kan vi nå ud til over en million danskere,« siger Peter Trans.

Samme billede gør sig gældende i resten af Norden.

Topnordics plan er at sælge telefonien som en del af pakker til både medarbejdere og til virksomhederne samlet. Topnordic har i dag over 230.000 produkter til salg på deres erhvervsportal over for virksomhederne, hvor kunderne kan klikke de produkter af, de vil købe.

Her kommer teleydelser ind som et væsentligt nyt produkt, solgt sammen med mobiltelefoner, bærbare PCer og mange andre relevante produkter, der passer til teleydelser.

»Vi har langt de fleste aftaler på plads. Nu skal vi bare have resten af Norden med,« siger Claus Hougesen.

Store forventninger
»Vi skal både ses som en trussel mod teleselskabernes eget salg, men vi er også en mulighed for at nå meget langt ud til virksomhederne og deres ansattes private hjem. Det er en ny mulighed for at få en stor distribution,« siger Hougesen.

Danmark er et meget interessant sted for denne model, siger de to chefer. For med Danmarks skattebegunstigelse af PCer og telefoni, kan Topnordic sælge pakker bestående af PCer, printere, mobiltelefoner og ikke mindst teleprodukter som bredbånd, IP-telefoni og mobiltelefoni samlet i pakker bruttobeskatning.

»Virksomhedernes medarbejdere dermed kan få mellem 50 og 63 procent rabat på den måde,« siger Peter Trans.

Hos Danske Bank ser Poul Ernst Jessen, analytiker af nordisk telebranche, dette udspil som meget interessant.

»Det er helt oplagt, at Topnordic går ud og tilbyder deres kunder teleydelser, for det helt afgørende i erhvervsmarkedet er, at have kundeforholdet, og det har Topnordic og Ementor i Norden,« siger han. Teleselskaberne vil gerne selv have kundeforholdet, men i dette game bestemmer de ikke altid selv det, vurderer Poul Ernst Jessen.

»Det her kan lægge yderligere pres på de teleselskaber, der siger, at de har en strategi for Norden,« siger Poul Ernst Jessen. Han mener, at mange netværksejere med glæde vil tage imod Topnordics tilbud.

»Mange selskaber med eget netværk vil formentlig med glæde deltage i det her, for Topnordic har en stor distribution, som gør dem ekstra farlige for teleselskaberne.«