Topnordic satser massivt på fibernet

Opkøb. Topnordic køber fiberinstallationsvirksomhed Cablux. Opkøbet er et led i strategien om at forstærke Topnordics ydelser inden for kabling og netværkskommunikation.

Den danske it-gigant Topnordic har investeret i fiberinstallationsvirksomheden Cablux, der er førende inden for lyslederteknologi i Danmark.

Topnordic udvider og forstærker dermed det nuværende team, der yderligere skal være med til at styrke netværksforretningen.

- Det er en naturlig forlængelse af vores nuværende kablingsafdeling og resten af vores samlede netværksforretning. Kablingsafdelingen ligger i naturlig forlængelse af vores øvrige integrationsforretning, fordi vi i kablingsforretningen blandt andet dimensionerer og opbygger serverrum inklusive indretning, hardware, UPS og køling, siger økonomidirektør Martin Trolle, TOPNORDIC og fortsætter:

Ledelsen forventer, at opkøbet vil øge selskabets samlede omsætning med 40 millioner kr.

Cablux har med mere end 20 års erfaring inden for optisk kommunikation fået en markant position på markedet for it-kommunikationsudvikling i Danmark. Men nu skulle der ske noget nyt.

- Vores position i markedet krævede, at vi gik sammen med en anden part for at opnå den vækst, som vi mener, at markedet er modent til. Der er et meget stort potentiale inden for optisk kommunikation i Danmark. Selvom mange energiselskaber de sidste par år har arbejdet på at lægge fiber ind til mange brugere, så er det samlede faktiske tal kun 25.000 husstande med fiber. Målet er mere end en million husstande, siger salgsdirektør Henrik Mütze, Cablux.

- mja