Topdanmark vil kapre kunder via bilen

Lanceringen af en ny bilforsikring skal være vejen til nye kunder hos Topdanmark, der fortsat har en stærk forretning. Vejret og den lave rente har dog spillet forsikringsselskabet et puds i første kvartal af året.

Foto: Liselotte Sabroe. Adm. dir. for Topdanmark Christian Sagild.
Læs mere
Fold sammen

Prisen på en bilforsikring til nye små biler sættes ned i Topdanmark, der samtidig ansætter 20-30 nye medarbejdere, så forsikringsselskabet er godt rustet til at kapre nye kunder. Sådan lyder meldingen fra adm. direktør Christian Sagild.

Baggrunden er en konstatering af, at markedet for bilforsikringer er blevet mere lønsomt, i takt med at danskerne køber mindre biler og nye biler, der er mere sikre. Det giver plads til at sænke priserne, og det har igangsat en større konkurrence på bilforsikringerne. En konkurrence, som landets næststørste forsikringsselskab nu for alvor vil blande sig i. Det sker med lanceringen af en ny bilforsikringstarif, altså en ny bilforsikring, hvor prisen er rettet mere til i forhold til risikoen for skader. Dermed vil særligt nye små biler blive billigere at forsikre i Topdanmark.

»Vi har mistet bilforsikringer i første kvartal, og vi har haft negativ præmievækst, og det prøver vi nu at gøre noget ved, ved at komme med en ny motortarif, der er mere konkurrencedygtig, og samtidig ved at mande os op og sørge for, at vores markedspres er intakt,« siger Christian Sagild.

Det er også nødvendigt, efter Topdanmark i første kvartal af 2015 må konstatere en tilbagegang i resultatet efter skat til 310 mio. kr. mod 418 mio. kr. i første kvartal 2014. Ifølge Christian Sagild skyldes det især, at første kvartal i 2014 var præget af unormalt godt vejr, hvor der i 2015 har været lidt flere skader som følge af vejret.

Kan være tilfreds

»Jeg synes, at det er et regnskab, jeg godt kan være tilfreds med. Resultatet er mindre end året før, men året før var også noget usædvanligt, blandt andet ved at der ikke var nogen vejrligsskader i første kvartal 2014 overhovedet. I år har vi haft vejrligsskader for 40 mio. kr.,« siger Christian Sagild.

Vejrligsskader, færre afløbsgevinster (forskel mellem de endelige erstatningsudbetalinger og de foretagede hensættelser til skader) og den lave rente koster Topdanmark 75 mio. kr., men da selve det forsikringstekniske resultat ikke falder mere end 33 mio. kr., er der underliggende tale om en forbedring, siger Christian Sagild, der har de positive briller på.

Større indtægter på livsforsikring sikrer fremgang på toplinjen, men Topdanmarks præmieindtægter på skadesforsikring falder med 0,8 pct., hvilket skyldes, at en række erhvervskunder har forladt Topdanmark. Det er sket i forsøget på at gøre ulønsomme kunder lønsomme.

»Vi tager jo fat i nogle af de enkeltkunder, hvor vi kan se, at skadesforløbet ikke helt matcher de præmier, der betales. Så beder vi om en bedre balance mellem pris og risiko, og så er der nogle af de kunder, der prøver at kigge andre steder,« siger Christian Sagild.

Opjusterer forventningerne

På baggrund af resultaterne opjusterer Topdanmark forventningerne til hele året fra 900-1.000 mio. kr. til 1.000-1.100 mio. kr.

»Når vi opjusterer resultatprognosen, skyldes det blandt andet, at vi på trods af stormen Egon havde færre udgifter til vejrligsskader, end der var afsat. Endvidere har vi haft afløbsgevinster i første kvartal, som der ikke er budgetteret med, og endelig er investeringsafkastet bedre, end vi regnede med ved den forrige resultatprognose,« siger Christian Sagild.