Topdanmark slår analytikernes forventninger

Forsikringskoncernen Topdanmark kom ud af tredje kvartal i år med et nettooverskud på 459 mio. kr., hvilket var markant bedre end analytikernes forventninger.

Ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates havde analytikerne estimeret et overskud på 351 mio. kr. for månederne juli, august, og september. I samme periode af 2017 havde forsikringsselskabet et overskud på 464 mio. kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Det samlede investeringsafkast (afkast på aktiver samt hensættelse til kursregulering med videre på skadehensættelser) blev 79 mio. kr., hvilket var højere end forventningerne, der lød på 43 mio. kr. Samme kvartal i 2017 gav et overskud på den post på 98 mio. kr.

Toplinjen - bruttopræmieindtægterne i skadesdelen - endte på 2313 mio. kr. mod ventet 2306 mio. kr. og 2263 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Det forsikringstekniske resultat af skadesforsikring landede på 426 mio. kr. i kvartalet mod ventet 338 mio. kr. af analytikerne og 406 mio. kr. i samme kvartal året før.

Det forsikringstekniske nøgletal combined ratio (inklusive afløbsgevinster), der sætter erstatningsudgifterne i forhold til præmieindtægterne - jo lavere CR jo bedre, landede i kvartalet på 81,6, mens der var ventet 85,4 og der blev nået 82,0 i samme periode sidste år inklusive afløbsgevinser. Eksklusive afløb kom CR ind på 84,8, mens der var ventet 89,0 mod 86,1.

Afløbsgevinster er kapital reserveret til tidligere skader, som så efterfølgende ikke har vist sig at blive så dyre som oprindeligt ventet.

/ritzau/FINANS