Topdanmark-direktør om regnskab: Bedre end ventet trods investeringsudfordringer

ARKIVFOTO: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

En markant nedgang i investeringsresultatet i 2018 hindrer ikke Topdanmarks topchef, Peter Hermann, i at notere, at forsikringskoncernen samlet set har klaret sig bedre gennem året end forudset i selskabets egne resultatprognoser - om end der kun er tale om »en anelse«.

Investeringsresultatet i 2018 svandt ind til 16 mio. kr. fra 396 mio. kr. året før. Især årets sidste kvartal var en investeringsmæssig udfordring for Topdanmark, fremgår det af regnskabet.

Investeringsafkast efter forrentning og kursregulering af skadeforsikringshensættelser blev et underskud på 116 mio. kr. i kvartalet mod et plus på 65 mio. kr. i samme kvartal 2017.

Selskab Kurs Ændr. %

»På driften af skadeforsikring har vi sådan set lavet et godt resultat, selv om det er godt 120 mio. kr. lavere end i 2017. Den primære årsag til nedgangen på det forsikringstekniske resultat er, at vores kunder i 2017 havde et ekstraordinært godt skadeforløb.«

»Det var et år med et lavt brandskadeniveau og færre storskader på erhverv og landbrug end normalt. I 2018 havde vi en af de længste og varmeste somre i mands minde, hvilket resulterede i et højere brandskadeniveau,« forklarer Peter Hermann.

Samlet set fik Topdanmark i 2018 et overskud efter skat på 1331 mio. kr. mod 1733 mio. kr. i 2017. Præmieindtægterne steg til 19.247 mio. kr. fra 17,510 mio. kr., men overskuddet af skadesaktiviteterne faldt til 1420 mio. kr. fra 1909 mio. kr.

/ritzau/FINANS