Topchefer ryster på hovedet ad hårdere skat på generationsskifte

Den danske møbel- og familievirksomhed Carl Hansen & Søn fremskyndede tidligere på året et generationsskifte for at undgå regeringens varslede forhøjelse af arveafgiften. Topchefer i Danmark er enige om, at hårdere beskatning er en dårlig idé.

Knud Erik Hansen er tredjegenerationsejer af familievirksomheden Carl Hansen & Søn, der producerer danske designklassikere. Ligesom 82 pct. af Berlingskes Toplederpanel mener han, at en mulig forhøjelse af arveafgiften for familieejede virksomheder er en dårlig ide. Mads Joakim Rimer Rasmussen

For 111 år siden stiftede Knud Erik Hansens farfar et lille møbelværksted på Fyn, som blev døbt Carl Hansen & Søn. Siden er den fynske møbelproducent vokset og vokset, i takt med at den er blevet givet videre fra generation til generation.

Knud Erik Hansen har tidligere udtalt til Berlingske, at han vil gøre alt for at bevare den succesfulde virksomhed på familiens hænder. Carl Hansen & Søn producerer nogle af de største danske møbelklassikere, designet af blandt andre Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Arne Jacobsen. Møbelproducenten omsatte sidste år for 628 millioner kroner.