Topchefen vælger iværksættervejen

Thomas Riming-ton dropper sin stilling som topchef i Jubii for at udleve sin drøm som iværksætter hos fremadstormende Eventbuizz.

Thomas Glen Rimington har tegnet Jubii.dk i nogle år - og det med stor succes. Nu vil han afprøve iværksætterrollen i virksomheden Eventbuizz. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle mennesker har bare en lille iværksætter i maven. En af dem er Thomas Rimington, der har valgt efter sommer at skifte det faste job som topchef for portal- og mediavirksomheden Jubii ud med en noget mere usikker fremtid som spydspids for startupen Eventbuizz.

Det gør dog ikke den 42-årige nu afgående Jubii-chef nervøs. Tværtimod. Han har længe haft drømmen om at kaste sig ud i et iværksætter-lignende projekt kørende i baghovedet. Men han troede egentlig først, det ville blive noget, han ville få mulighed for at kaste sig ud i på den anden side af de 50 år.

»Jeg har sådan set altid haft en iværksætterdrøm, jeg har haft lyst til at udleve. Så blev jeg opmærksom på Eventbuizz. Man ved jo ikke, hvor mange af den slags muligheder, man får, og man siger jo, at det gælder om at smede, når jernet er varmt. Jeg tænkte, her er chancen. Det er lidt en livsdrøm. Derfor har jeg valgt at slå til,« siger han.

Det har dog ikke været en nem beslutning at vende Jubii ryggen. Virksomheden har levet en omskiftelig tilværelse siden dens begyndelse i de glade IT-dage før dotcom-boblen ved årtusindskiftet. Jubii var en væsentlig spiller på det danske søgemaskine- og portal-marked. Problemet var bare, at den ikke var profitabel.

Det var Thomas Rimington dog med til at ændre på. De fem år, han var i Jubii – hvoraf halvandet var som topchef – var han med til at skubbe virksomheden i en mediaretning, hvor en stor del af omsætningen kom fra at bestyre bannerannoncer på store danske sites. Samtidig blev portaldelen slanket. I sidste ende resulterede det i sorte tal på bundlinjen. Og det resultat er han stolt af.

»Da jeg tiltrådte som direktør for halvandet år siden, var min strategi at fokusere på øget automatisering og effektivisering – og det fordi markedet går den vej. Der opstår lige nu en masse nye teknologier, og det handler om at få spundet dem sammen i en stærk forretningsplan. Det lykkedes, og på den måde er Jubii blevet sendt det rigtige sted hen,« siger han.

Erfaringerne fra Jubii vil han nu bruge til at få startup-drømmen forvandlet til et profitabelt forretningseventyr. Og han tror, at han kan gøre en forskel – selv om han godt ved, at han træder ud på usikker grund.

»Jeg mener, jeg har forstand på det, jeg laver. Ellers havde jeg heller ikke takket ja til det. Jeg kommer både med erfaring og iværksætterdrømmen og går ind i det, fordi jeg kan bidrage. Men når det er sagt, så er jeg også bevidst om, at det er lidt som at have en lodseddel i baglommen,« siger Thomas Rimington til Berlingske.