Topchef på Apples bilprojekt går

Apple mister ankermanden bag udviklingen af en elektrisk, selvkørende bil.

Apple arbejder åbent på at få pladsen som styrepult i de nye biler med sit CarPlay-system, men samtidig arbejder den amerikanske IT-gigant i det skjulte på at udvikle sin egen, selvkørende bil, som skal være klar i 2020. Arkivfoto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH

Topchefen for den amerikanske iPhone- og iPad-producent Apples elektriske bilprojekt forlader nu selskabet efter to år.

Steve Zadesky, som tidligere har arbejdet med såvel iPhone-telefonerne som iPod-musikafspillerne og har været hos Apple i 16 år, fratræder ifølge den amerikanske finansavis Wall Street Journal af personlige grunde og ikke på grund af hans indsats på posten. Før han kom til Apple i 1999, var han ingeniør hos Ford.

Apple selv vil ikke kommentere fratrædelsen.

I produktion i 2020

Apple har aldrig erkendt, at selskabet arbejder med at bygge en elektrisk, selvkørende bil, men gennem den seneste tid har Apple hyret adskillige bileksperter fra blandt andre kendte mærker som Ford og Mercedes-Benz til det såkaldte »Project Titan«, som ifølge en rapport fra september på det tidspunkt beskæftigede omkring 600 ansatte.

Nyhedsbureauet Bloomberg skrev sidste år, at Apples topledelse presser på for at få sat en elektrisk Apple-bil i produktion i 2020. Nøglefunktioner og selve designet skal være klar i 2019.

Apples topchef, Tim Cook, besøgte tyske BMWs hovedkvarter i 2014, og flere ledende Apple-folk har været i BMWs fabrik i Leipzig i Tyskland for at lære, hvordan den elektriske i3-bil produceres, skriver nyhedsbureauet Reuters. Der kom dog ikke umiddelbart et samarbejde ud af besøgene.

Kamp om pladsen i bilerne

Apple sikrede sig i december rettighederne til internetadresserne apple.car, apple.cars og apple.auto, har teknologinetstedet MacRumors fortalt tidligere på måneden. Det er dog muligt, at netadresserne skal bruges til Apples CarPlay-styresystem til biler, som Apple forsøger at få de store bilproducenter med på. CarPlay skal styre den indbyggede skærm i bilen, så man fra sin iPhone kan fjernbetjene udstyret og f.eks. høre musik, men styresystemet skal samtidig håndtere de stadig flere trafikoplysninger, som de avancerede biler efterhånden har brug for for at kunne navigere nemt gennem trafikken.

Også internetgiganten Google kæmper for at komme ind i bilerne, der af teknologigiganterne anses som det store, nye marked, og som kan bibringe dem langt flere oplysninger om folks adfærd og livsmønstre. Google har allerede investeret omkring 60 millioner dollars i sine selvkørende biler, oplyste branchenyhedstjenesten IHS Automotive i november.

Google har nu omkring 50 selvkørende biler i gang. De har siden premieren 24. september 2014 tilbagelagt omkring to millioner kilometer på veje i Texas og Californien og har hidtil været involveret i 17 uheld gennem de seneste seks år, hvilket statistisk skal være langt færre end biler med en fører bag rettet.