Topchef i PostNord forlader skuden

Henning Christensen forlader stillingen som administrerende direktør for PostNord Danmark. Han bliver efterfulgt Peter Kjær Jensen.

Ny chef for PostNord Danmark, Peter Kjær Jensen. Fold sammen
Læs mere

Landets største postfirma, PostNord, skifter nu ud i toppen. Det er Henning Christensen, der forlader stillingen som administrerende direktør for PostNord Danmark.

Han har ifølge en pressemeddelse fra det danske svenske moderselskab, PostNord, som er ejet af den danske og svenske stat, ikke ønsket at påtage sig andre opgaver i koncernen.

Henning Christensen, der forlader koncernen ved udgangen af juni, bliver omgående afløst af Peter Kjær Jensen, som i dag er chef for forretningsområdet Logistik i PostNord.

»Henning Christensen har gjort et stort arbejde med at få politisk accept af de helt nødvendige regulatoriske forandringer, som nu sker. Han har også på engageret vis ledet den udfordrende og omfattende forandringsproces, der pågår i vores danske landevirksomhed,« siger Håkan Ericsson, PostNords formand.

PostNord har længe været under kraftigt pres på indtjeningen og fra konkurrenterne.

Formanden siger, at PostNord Danmark fortsat skal have fokus på hurtigt at tilpasse omkostningerne i forbindelse med, at der er lavere indtjening på de faldende brevforsendelser og på at få vækst i logistikvirksomheden.

»Peter Kjær Jensen har en stærk profil til at lede denne fortsatte omstilling og hurtigt få virksomheden tilbage til en acceptabel lønsomhed,« siger Håkan Ericsson.