Topchef i Alm. Brand: Usikkerhed om vejr og investering påvirker forventning

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Usikkerhed om vejret, udviklingen på de finansielle markeder og afløbsgevinster på gamle reserver får finanskoncernen Alm. Brand til at forudse et markant lavere resultat før skat i år end i 2017.

Sådan lyder det fra Søren Boe Mortensen, der er administrerende direktør for Alm. Brand. Han fremhæver særligt vejret og de finansielle markeder som områder, der kan udvikle sig dårligere i år end sidste år.

»I 2017 havde vi ud fra et forsikringsmæssigt synspunkt et fantastisk vejr. Det var gråt og trist, uden blæsevejr, storme og snevejr. Vi kan jo ikke tro på, at hvert år kommer til at se sådan ud. Så normalt regner vi med, at vi skal bruge 4 pct. af vores præmier til det hvert år, og i år var det på omkring 1 pct.«

»Sidste år havde vi også et godt investeringsresultat. Markederne havde det godt, og man kunne frygte, at 2018 måske bliver lidt mere op og ned. I hvert fald februar måned er startet med at gå lidt ned. Så investeringsresultatet er også justeret ned i forhold til sidste år,« siger han til Ritzau Finans.

Et andet usikkerhedsmoment er afløbsgevinsterne på gamle reserver, som også kan få en betydning for, hvordan resultatet lander, når 2018 er slut. I 2017 indgik der afløbsgevinster på erstatninger på 274 mio. kr. i resultatet for skadesforsikringsforretningen, og det var ifølge direktøren et højt niveau, på trods af at det var et fald i forhold til året før.

I onsdagens årsregnskab gentog Alm. Brand forventningerne for 2018 om et overskud før skat på 450-550 mio. kr. for hele koncernen. Det er markant lavere end resultatet på 1023 mio. kr. før skat i 2017.

/ritzau/FINANS