Topchef for storbank: Kunstig intelligens vil sikre, at du kun skal arbejde tre en halv dag om ugen

USAs største banks topchef tror, at den fremadstormende teknologi vil skabe en bedre balance mellem arbejde og fritid, så vi allesammen bliver 100 år gamle.

»Folk skal tage en dyb indånding,« lyder det fra topchefen i USAs største bank JPMorgan, Jamie Dimon, som ser store muligheder for alle i kunstig intelligens. Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Drop sortsynet, og se fremad: Arbejdsugen vil fremover ikke være på fem dage, men blot på tre en halv. Samtidig vil vi leve, til vi er 100 år gamle.

Sådan lyder meldingen fra topchefen for den amerikanske bank JPMorgan, Jamie Dimon, der ser den stadig mere udbredte brug af kunstig intelligens som et væld af muligheder for at forbedre forretningen og skabe en bedre balance mellem arbejde og fritid for de ansatte.