Topchef for oliegigant kan blive Trumps udenrigsminister

Rex Tillerson fra ExxonMobil er favorit til at blive udpeget som udenrigsminister, siger kilde tæt på Trump.

Foto: Daniel Kramer

Endnu et navn bliver nu bragt i spil til posten som ny udenrigsminister i USA under den kommende præsident, republikaneren Donald Trump.

Rex Tillerson, topchef for oliegiganten ExxonMobil, fremstår nu som favorit til at overtage den vigtige post.

Det oplyser et højtstående medlem af Trumps overgangshold til Reuters.

Donald Trump og den 64-årige Tillerson mødtes tirsdag. I weekenden vil de muligvis holde endnu et møde, oplyser kilden.

En række mere eller mindre prominente navne er blevet nævnt som potentielle kandidater til det prestigefyldte embede som udenrigsminister.

Tidligere fredag blev den tidligere Ford-chef Alan Mulally nævnt som en mulighed til den tunge post ifølge nyhedsbureauet NTB.

I et interview med Fox News oplyste Trumps kampagnechef, Kellyanne Conway, at Mulally og Trump mødtes torsdag.

Efter at være kravlet op ad karrierestigen hos flyfabrikken Boeing blev den nu 71-årige ingeniør i 2006 øverste chef for bilfabrikanten.

Her høstede han æren for, at Ford klarede sig igennem finanskrisen, da hele industrien var i knæ.

Tidligere guvernør og Republikanernes præsidentkandidat i 2012, Mitt Romney, har også haft møder med Trump.

Trump har ikke udelukket Romney som en mulighed, siger kilden til Reuters, men Tillerson er rykket frem i feltet.

Senator Bob Cork, formand for Senatets udvalg for udenlandske relationer, og den tidligere CIA-chef David Petraeus har også været rygtet i spil i amerikanske medier.

Det samme har John Bolton, en tidligere FN-ambassadør for USA, samt den pensionerede admiral James Stavridis.

Tidligere borgmester i New York Rudy Giuliani er derimod ikke længere i betragtning som udenrigsminister. Det meddelte Trumps overgangshold i en pressemeddelelse fredag.