Topchef får eksorbitant bonus med fra PensionDanmark

Den mangeårige og indtil videre eneste administrerende direktør i PensionDanmark stopper til oktober. Med sig tager han en svimlende millionbonus. 

Torben Möger Pedersen, der er topchef for PensionDanmark lidt endnu, tager enorm millionbonus med sig, når han forlader jobbet til oktober. Mathias Svold

Torben Möger Pedersen, der har været administrerende direktør i PensionDanmark siden selskabets fødsel, forlader til oktober jobbet. 

Her har han været øverste chef i 31 år, og samtidig fylder han 68 år. 

Med sig tager han en bonus, der i alt lyder på 29 millioner kroner. Det bekræfter bestyrelsesformand i PensionDanmark Henning Overgaard, der samtidig er forbundsformand for 3F, over for erhvervsmediet InsideBusiness.

»Jeg kan bekræfte, at der er indgået en fratrædelsesaftale med den afgående direktør, som indeholder en fratrædelsesgodtgørelse svarende til to års løn og løn i direktørens opsigelsesperiode, og der er afsat 29 millioner kroner,« udtaler Henning Overgaard til mediet.

Han indrømmer over for InsideBusiness, at nogle vil »finde beløbet kritisabelt«, og at det ikke helt er i tråd med tidsånden. Ifølge ham er aftalen indgået på baggrund af Torben Möger Pedersens 20 år gamle kontrakt. 

Möger Pedersen er kendt som mr. PensionDanmark, fordi han har været med til at tegne selskabet, lige siden det blev stiftet. 

Når han til oktober forlader skuden, er det første gang nogensinde, at PensionDanmark skal have en ny mand i spidsen. Det bliver Peter Stensgaard Mørch, der allerede i august indtrådte i direktionen, hvor han i første omgang fik titel af viceadministrerende direktør.

I en pressemeddelelse i april lød det, at Torben Möger Pedersen havde et ønske om en bestyrelseskarriere. Derfor var han og bestyrelsen blevet enige om, at tiden var inde til at finde en ny direktør. 

»Det er altid vemodigt at sige farvel til sin baby – som jo ikke længere er en baby – men som faktisk har vokset sig til at blive en ung, voksen kvinde på over 30 år. Det er måske meget godt at give slip nu. Det skal jo ske på et eller andet tidspunkt,« sagde Torben Möger Pedersen til Berlingske i den forbindelse.

»Jeg håber, at man vil sige om mig, at jeg gjorde en vigtig forskel for mange almindelige danskere, der kan se frem til et godt liv som pensionist med en god indkomst,« lød det videre.

Möger Pedersen selv har dog ikke planer om at skulle i gang med en decideret pensionisttilværelse. Han vil fremover bruge sin tid på bestyrelsesarbejde og rådgivningsopgaver.

Han er fortsat formand for bestyrelserne for blandt andet Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), Copenhagen Business School (CBS) og CIP Fonden.

Torben Möger Pedersen er også formand for regeringens Klimapartnerskab for den finansielle sektor.