Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da Hellerup Finans købte kursusvirksomheden Rovsing Group havde topadvokat Steen Puch Holm-Larsen nok at se til. Med to formandsroller i begge virksomheder befandt topadvokaten fra Bech-Bruun sig på begge sider af forhandlingsbordet, skriver Jyllands-Posten.
Det fremgår ingen steder, om Steen Puch Holm-Larsen har informeret investorene i Rovsing Group om dobbeltrollen. En række referater fra Rovsing Groups generalforsamlinger viser, at topadvokaten optrådte som dirigent, og den 22. september 2014 redegjorde han som formand for bestyrelsen for den finansielle situation i virksomheden, og at Rovsing havde brug for kapital. Hellerup Finans havde kort forinden lånt Rovsing 3 mio. kroner.
En måned senere blev lånet konventeret til aktiekapital, og på den måde kom Hellerup Finans til at sidde på 92 pct. af aktierne i Rovsing.
Ekspert i selskabsret ved CBS Søren Friis Hansen mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at spille rollen som både køber og sælger.
»Som udgangspunkt ville det være bedst at melde klart ud til aktionærerne om den potentielle interessekonflikt, da det senere kan give anledning til problemer. Som formand for både køber og sælger er man i fare for at være inhabil, så for at være på den sikre side burde man nok have overvejet ikke at være en del af forhandlingerne,« siger han til Jyllands-Posten.
Hellerup Finans skød kort efter overtagelsen 5 mio. kroner i selskabet og lånte Rovsing yderligere 3 mio. kroner. Seks måneder senere, i foråret 2015, vurderede Hellerup Finans, at Rovsing var 54 mio. kroner værd. Derefter solgte investeringsselskabet nye aktier i selskabet til sine egne kunder, som altså betalte flere hundrede procent mere for aktierne, Hellerup Finans gjorde godt et halvt år tidligere.
Steen Puch Holm-Larsen ønsker ikke at svare på Jyllands-Posten spørgsmål, men den nuværende direktør og formand i Hellerup Finans, Torben Jensen, afviser, at der var tale om en interessekonflikt.