Topadvokat: Jeg blev presset ud

Partnerkredsens utilfredshed med den megen negative medieomtale af N.E. Nielsen, fik den kendte erhvervsadvokat til at gå fra sit livsværk, advokatfirmaet Bech-Bruun. Han vil dog fortsat arbejde som advokat.

»Bedre at gøre rent bord og skaffe sig et andet liv,« siger N.E. Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af Danmarks mest højprofilerede erhvervsadvokater, N.E. Nielsen blev presset af sine partnere i Bech-Bruun til at forlade firmaet efter 39 år.

Længere tids murren i partnerkredsen over, hvad kredsen opfattede som megen negativ presseomtale af N.E. Nielsen fik ham til at træffe beslutningen om at forlade advokatfirmaet, som han selv har været hovedkraften bag at gøre til et af Danmarks største. Søndag blev hans sidste dag i firmaet.

»Som sædvanlig var min sidste arbejdsdag en søndag,« siger N.E. Nielsen galgenhumoristisk.

»Jeg har aftalt med Bech-Bruun, at jeg forlader advokatfirmaet, fordi der hen over efteråret har været et stort internt pres på grund af medieomtalen af min person. Når sådan nogle diskussioner begynder - og det gælder i så mange af livets forhold, hvad enten det er ægteskabet eller ens arbejdsliv - så handler det om at tage et klart bestik af situationen og så sige: Nu er der ingen grund til at fortsætte med at slide på hinanden,« forklarer han.

»Det er meget vemodigt, men jeg er også lettet og afklaret. Jeg har jo selv været med til at skabe det firma, og der følger jo et enormt ansvar forbundet med at have så mange mennesker ansat i en trods alt så skrøbelig organisation, som sådan en ung og videnbaseret virksomhed er,« siger N.E. Nielsen.

»Hvis jeg var gået i åben krig med de partnere, som kritiserede mig, så risikerede firmaet at blive splittet i atomer.«

Belastende sager

Ledende partner i Bech-Bruun, Randi Bach Poulsen bekræfter, at det er på Bech-Bruuns initiativ, at advokatkontorets mest profilerede partner nu forlader firmaet:

»Vi har drøftet det med Niels Erik Nielsen over en lang periode. Bech Bruun ønsker en stærk og bred virksomhedsprofil, derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at enkeltpersoner og enkeltsager dominerer billedet,« siger hun.

Erhvervsadvokaten, som gennem det seneste år især har været i vælten som formand for den kriseramte Amagerbanken, det kriseramte Cimber Sterling og det kriseramte rederi, Torm, blev allerede i efteråret konfronteret med partnernes utilfredshed på et møde med ledende partner Randi Bach Poulsen.

»Jeg er en person, der har meninger og oven i købet klare meninger, og jeg forsøger også at give udtryk for dem, selv om de måske ikke er sådan, som flertallet ønsker det. Det kan give anledning til en række spændinger. Og da jeg selv har været med til at lave et partnerskab, hvor alle er lige, så er det klart, at hvis der er én, der ytrer markante meninger, så er der andre, som synes, at det er slemt at høre på,« forklarer N.E. Nielsen om diskussionen på det store advokatkontor.

Skuffelse

Han lægger ikke skjul på, at det har spillet ind, at han har været meget optaget af sine bestyrelsesposter:

»De sidste par år har jeg været for lidt fokuseret på selve advokatvirksomheden. Krisen har betydet, at jeg har måttet prioritere opgaverne. Så jeg har ikke været særlig involveret i firmaet det sidste års tid.«

»Da diskussionen begyndte her i efteråret, og jeg hørte på argumenterne, så var det en nem beslutning at lave en aftale med firmaet om at stoppe. Jeg har et godt liv, og det vil jeg blive ved med at have,« siger N. E. Nielsen, som har svært ved at skjule sin skuffelse over partnerkollegernes indstilling.

Beslutningen om at forlade livsværket er modnet, siden han forlod Amagerbankens bestyrelse i november, hvor han har haft mere tid til at tænke sig om.

Han afviser dog, at Amagerbankens nye ledelse har fundet ubehageligheder i deres gennemgang af lånesager i banken, som kan belaste ham:

»Mig bekendt og Bech-Bruun bekendt, ligger der ikke nogen bomber nogetsteds,« siger han.

Bedre at gøre rent bord

»Det er ligesom et ægteskab. Man laver et partnerskab og erklærer hinanden solidaritet og loyalitet, og hvis der begynder at gå sprækker i det, så i stedet for at gå ind i en ubehagelig konflikt med de øvrige partnere, så er det meget bedre at gøre rent bord og skaffe sig et andet liv,« siger N.E. Nielsen, som på sin første friweekend i lang tid i december traf sin beslutning, da han besøgte et af børnebørnene i London.

N.E. Nielsen ønsker ikke at oplyse om indholdet af den aftale, han har indgået med Bech-Bruun. Men han sælger ikke sin andel for en stor pose penge: »Kontrakten er sådan, at man kommer nøgen ind og går nøgen ud igen,« oplyser han.

Det står dog klart, at Bech-Bruun fremover må undvære de bestyrelseshonorarer, han hidtil har båret til huse.

»Jeg har selv været med til at indrette vores interessentskab sådan, at man ikke kunne have særindtægter. Partnerskabet skulle være solidarisk, så hidtil er mine honorarer gået ubeskåret ind i firmaet. Det vil ændre sig fremadrettet,« siger han.

Klare planer

N.E. Nielsen vil ikke afsløre alt for meget konkret om sin fremtid:

»Jeg har nogle klare planer, men nu skal jeg lige bruge en uge på at overveje min fremtid. Men én ting er helt sikker, jeg vil som advokat dyrke en række juridiske specialer, som væsentlige virksomheder og ledelser har brug for. Men jeg skal ikke have flere bestyrelsesposter. Det antal, jeg har nu, er passende.«