Top-professionel ledelse eller tornerosesøvn?

Under den magtfulde Stein Bagger sad fem personer i ledelsen af IT Factory. De var alle dybt involveret i virksomhedens drift, men ingen opdagede, at selskabets vækst næsten udelukkende byggede på fup-ordrer fra Stein Baggers skuffe-selskaber i udlandet.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er det muligt at sidde i topledelsen af en virksomhed uden at opdage, at over 90 pct. af omsætningen var ren fup?

Det spørgsmål trænger sig gevaldigt på efter skandalen om IT Factory, hvor den forsvundne direktør Stein Bagger angiveligt har svindlet for et milliardbeløb.

Tilsyndeladende var Stein Bagger alene om svindlen, mens den resterende direktion i selskabet blot er blevet fuppet, så vandet driver.

Berlingske Tidende ville meget gerne havde spurgt de fem resterende medlemmer af direktionen om deres rolle i sagen, men gentagne telefonopringninger er forblevet ubesvarede.

Det store spørgsmål er imidlertid hvordan driftsdirektør Karina Buch, udviklingsdirektør Carsten Sjørup, finansdirektør Jeanette Lorenzen, strategidirektør Henrik Jeberg samt personale-direktør Kim Meier kunne undgå at opdage, at grundlaget for IT Factory var det rene fup og svindel.

"Jeg begriber det simpelthen ikke. Det er for mig fuldstændig uforståeligt, hvordan man i flere år som direktør eller ledende medarbejder kan arbejde i sådan et firma uden på nogen måde at lugte lunten. Jeg vil mene, at det helt klart er ansvarspådragende for direktionsmedlemmerne, siger Steen Thomsen, professor i virksomhedsledelse ved Copenhagen Business School.

Eventuelle fremtidige sagsanlæg mod de andre direktionsmedlemmer vil dog skulle igennem en individuel vurdering. Det er nemlig ikke sikkert, at de andre medlemmer af topledelsen har gjort noget galt, selvom de ikke har opdaget, at en stor del af virksomhedens fundament var det rene fup.

Direktionsmedlemmer har nemlig ikke sammen ansvar som virksomhedens bestyrelse, der skal overvåge direktionen og være sikker på, at tingene foregår, som de skal. Derfor er det ikke sikkert, at de andre direktører kan dømmes, bare fordi Stein Bagger har fusket.

Sandsynligvis ligger de fem andre direktørers karrierer dog nu i ruiner efter deres involvering i IT Factory, da der kun er to mulige forklaringer på deres tid i IT Factory.

Enten har de været med i den formodede milliardsvindel, eller også har de ikke opdaget, at virksomheden byggede på ren varm luft til trods for deres høje placering i organisationen.

Men svindelsagen kommer også til at få store personlige konsekvenser for de tidligere direktionsmedlemmer. Det drejer sig blandt andet om direktøren for IT Factorys strategi, Henrik Jeberg, som netop var flyttet med familien til New York-området.

Morten Boel Sigurdsson, der er direktør for software-selskabet Omada, hvor Henrik Jeberg sidder i bestyrelsen, er ked af sagen på Henrik Jebergs vegne.

"Jeg kender kun Henrik Jeberg professionelt gennem hans medlemskab af vores bestyrelse, hvor han har udført et godt og professionelt stykke arbejde. Jeg snakkede med ham tidligere på ugen, hvor han sagde, at han var chokeret over sagen og fuldstændig overrasket. Han var netop flyttet med sin familie til New York, så det må ikke være en rar situation, siger Morten Boel Sigurdsson.

Netop Omada blev nummer to i Dagbladet Børsen og Ernst & Young store prisoverækkelse i sidste uge, hvor IT Factory indtog førstepladsen. Med IT Factorys kollaps håber Morten Boel Sigurdsson, at Omada kan overtage førstepladsen.

"Vi knokler derudad og har aldrig kunne præstere de samme vækstrater som IT Factory, men nu har vi jo fået forklaringen på det, konstaterer Morten Boel Sigurdsson.