Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det går ned ad bakke med salget af chokolade og søde sager. Det konstaterer Toms Gruppen i sit årsregnskab fredag, der byder på et fald i omsætningen på 3,8 pct. i forhold til 2013.
Regnskabet bliver dog især skæmmet af Toms opkøb af tyske Hanseatische Chokolade i 2012, da den danske chokolade-koncern må tage en afskrivning på hele 66,4 mio. kr. på det køb. Det betyder, at selskabet har et underskud på den primære drift på 32,5 mio. kr. i 2014 mod et overskud på 28,3 mio. kr. i 2013.
Hos Toms er der fuld fokus på besparelser og effektiviseringer.
»På den positive side er Toms underliggende profitabilitet og cash-flow forbedret svagt i 2014, hvilket især kan tilskrives omkostningsbesparelser og effektiviseringer. Dette vil fortsat være et fokusområde i 2015,« siger selskabets administrerende direktør, Carsten Lyngsø Thomsen, i en kommentar til regnskabet.
Toms Gruppen går et udfordrende år i møde, da priserne på selskabets foretrukne råvarer er steget markant den seneste tid.
»Disse prisstigninger, kombineret med en generel tilbageholdenhed på konfektureområdet, gør, at vi ikke forventer, at forbruget vil stige de kommende år. Vores mål er i stedet at vinde markedsandele på vores primære markeder,« siger Carsten Lyngsø Thomsen.
Det var Toms tidligere direktør, Jesper Møller, der stod bag det fejlslagne opkøb af tyske Hanseatische Chokolade. Jesper Møller blev i april 2014 fyret fra sit job som Toms-direktør efter ni år på grund af dårlige resultater.
Toms har to fabrikker i Danmark samt en i Tyskland og en i Polen. I 2014 blev produktionen i Sverige lukket.